Helt uden statsstøtte har spilbranchen i København, hvor 75 % af computerspilfirmaerne holder til, fået en virksomhedskuvøse, som på blot et år er vokset til 18 firmaer. I Spilhuset i Pilestræde 45 er firmaerne knopskudt, og den løse organisering skal nu strammes op ifølge en af stifterne, Ole Teglbjærg, fra firmaet Press Play, der netop har fået et Wii-spil på gaden.
— Vi har blot ladet folk flytte ind, men vi har nu holdt en generalforsamling, så vi også kan stå stærkere sammen, når vores lejekontrakt løber ud. Enten bliver vi boende – eller også flytter vi ud sammen, fortæller Ole Teglbjærg.
Ifølge Ole Teglbjærg skal firmaerne fortsat udnytte den vidensdeling, som har vist sig at være guld værd for firmaerne, som for manges vedkommende er flyttet i Spilhuset af nød under krisen.
— Vi kan i Spilhuset blot leje medarbejdere hos hinanden frem for at hyre konsulenter udefra. Det gør det billigere, hvilket mange har haft brug for fordi en del i forvejen er flyttet herind for at slippe for dyre huslejer andre steder, fortæller Ole Teglbjærg,
I alt har Spilhuset fire etager på godt 300 kvadratmeter hver.
På mange måder er Spilhuset et resultat af konkursen for Danmarks største spilproducent, Deadline Games, som løb tør for penge i midten af 2009. De to mindre selskaber, Press Play og Limbo Games (senere Playdead), med flere medarbejdere fra Deadline Games, rykkede ind i ejendommen i Pilestræde – og Spilhuset blev grundlagt med de to firmaer som styrende for processen.
Blandt firmaerne er i dag Apex Virtual Entertainment, ArtOfCrime ApS, Copenhagen Game Collective I/S, Digital Arts, Freckle I/S, Funkhauser, Gosuman, Guppyworks, NoGap, Kongo Interactive, Playdead ApS, Portaplay, Press Play ApS, Savannah, Space Time Foam ApS, Subsilo, The Game Equation – samt et nystiftet firma, som endnu ikke har fået navn.
Af Keld Broksø