Spermatest skal mangedoble Magles salg til kriminalteknik

Biotekselskabet Magle Life Sciences i Lund arbejder med et nyt produkt, en videreudvikling af selskabets test Phadebas, som detekterer spytpletter. Den nye test skal kunne påvise pletter af både spyt og sæd, og skille det ene fra det andet. Phadebas sælges til kriminaltekniske laboratorier, og svenske SKL (Statens kriminaltekniske laboratorium) har allerede udtrykt interesse for det kommende produkt.

-- Sæd kan være svært at detektere og svært at adskille fra andre pletter. Hvis der fandtes et produkt, som kunne påvise både spyt og sæd, ville det naturligvis være interessant. Efterforskningen af spor ved voldtægtsforbrydelser er vældig tidskrævende, så alle metodeforbedringer, der gør den hurtigere og sikrere, er vigtige, siger Birgitta Rasmusson, forskningsleder hos SKL.

I dag belyser man først den overflade, som skal undersøges, med ultraviolet lys for at finde pletterne og anvender derefter giftige reagenser til at bekræfte, at det drejer sig om sæd. Produktet fra Magle Life Sciences skulle være et imprægneret filterpapir - uden giftige kemikalier - som placeres på overfladen og sprayes med vand, hvorved pletterne fremtræder i forskellige farver. Selskabet har hidtil opnået såkaldt proof of concept og overvejer nu at indlemme en partner til den videre udvikling. Næste skridt bliver at vise, at testen ikke forstyrrer en efterfølgende DNA-analyse, og at ingen andre typer pletter end de to tiltænkte giver udslag på filterpapiret.

-- Vores ambition er at have et produkt fremme inden et år, fra vi trykker på knappen, siger Magles adm. dir. Arne Nordström.

Phadebas blev lanceret sidste år, og ifølge markedschef Eddie Thordarson regner man med et mangedoblet salg, hvis testen får den nye funktion.

Magle Life Sciences blev grundlagt i 2001 og markedsfører ud over Phadebas deres eget produkt Arista til blodstandsning under operationer. Aktiviteterne er baseret på egenudviklede såkaldte mikrosfærer, kugler fremstillet af kartoffelstivelse, som blandt andet kan absorbere væske og fungere som bærere af forskellige stoffer. Virksomheden har knap 20 ansatte i Lund og Kristianstad og ejer 25 procent af lægemiddelfabrikken pKC i Køge, hvor kuglerne fremstilles i kommerciel målestok.

Af Lisa Kirsebom

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: