Det danske IT-firma Specialisterne ApS i Ballerup ved København er i stor vækst. Omsætningen ventes i år at runde 20 mio. DKK mod 16 mio. DKK i 2010, og væksten bliver nu global i 2012.
Det seneste år er der skabt afdelinger, som bruger Specialisternes metoder på licens i Glasgow og i Reykjavik. Ifølge direktør Steen Thygesen fra fonden Specialist People Foundation, som ejer Specialisterne ApS, er der nu også planer klar for Dublin, tre steder i Tyskland, i Schweiz samt et EU projekt i Polen. Hertil er Specialisterne i en tidlig planlægning for USA.
– Vi ønsker, at de etableringer skal være på plads i 2012, siger Steen Thygesen.
Specialisterne vækker international opmærksomhed fordi de bruger trænede autister til rutinepræget IT-arbejde, der kræver stor akkuratesse. Bl.a. test af software, brugervejledninger og kvalitetssikring samt registrering af ensartede data, som kræver tjek på detaljerne.
Fonden bag de globale strategier er non-profit, men landenes firmaer skal tjene penge. Direktør Henrik Thomsen fra Specialisterne ApS i Danmark er derfor tilfreds med et driftsoverskud sidste år på 800.000 DKK, der ventes at stige til 1,5 mio. DKK i år. I Danmark er der nu en snes ansatte til bl.a. administration og træning samt 33 konsulenter, som alle har en diagnose for forskellige grader af autisme.
Stifteren af Specialisterne, Thorkil Sonne, fortalte Rapidus i 2007, at der var planer om en afdeling i Sverige, men den plan er på vågeblus nu, forklarer direktør Henrik Thomsen.
– Det viste sig, at der var lignende aktiviteter i Sverige. Men de er stoppet efter de har brugt en masse offentlige penge. Sverige kommer, men vi har andre planer lige nu, siger Henrik Thomsen.
Blandt kunderne er Nokia, Oticon, Region Hovedstaden, TDC Mobil, KMD, CSC, Nordea, Siemens, Cisco og Det Berlingske Officin. Også kommuner som Gladsaxe bruger Specialisternes konsulenter bl.a. til at fordele scannet post til rette afdelinger og sagsbehandlinger. Det er en dataopgave, som kræver sans for detaljer og koncentration, som er Specialisternes varemærke.
Af Keld Broksø