Slottsbacken lukker kontoret i København
Venturekapitalselskabet Slottsbacken, der beskæftiger sig med IT og telekom, afvikler sine nuværende aktiviteter i København. Investorerne i Slottsbackens to fonde, der omfatter hvad der svarer til næsten 900 millioner danske kroner, opsagde for et par uger siden forvaltningsaftalen med managementselskabet ACR Capital, som har kontor i København, Stockholm og Helsingfors.
Blandt Slottsbackens investeringer findes tre danske selskaber: Danish Probe, Zapera og Tpack.
Eftersom ACR Capitals aktiviteter var baseret på forvaltningsopgaven for Slottsbacken, er det nu højst uklart hvad der vil ske med managementselskabet. Thor Birkmand, partner i ACR og tidligere adm. dir. for Icon Medialab i Danmark, er en af de personer som berøres, hvis selskabet nedlægges. Han ønsker ikke at kommentere sine egne planer, før ACR Capitals fremtid er løst.
Slottsbacken vil fremover kun investere i de nuværende porteføljeselskaber. Der er forhandlinger i gang med flere aktører om at overtage forvaltningen efter ACR Capital. Slottsbackens fond I består af ni selskaber og er baseret på 300 millioner svenske kroner, som er investeret af Telia og Sjätte AP-fonden. Fond II omfatter i alt 800 millioner svenske kroner, hvoraf de 200 millioner er investeret. Pengene kommer fra blandt andre Sjätte AP-fonden, Telia og Sampension. Hele det resterende beløb vil ikke blive anvendt, når der ikke skal foretages investeringer i nye selskaber.