Det danske, offentlige indkøbsselskab, SKI – Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S på Islands Brygge ved Københavns Havn, går for første gang målrettet efter også at få internationale leverandører af forsknings- og laboratorieudstyr. Det kan også vise sig at være godt nyt for svenske biotekvirksomheders afsætning i Danmark. De første informationsmøder til leverandører kommer i april i år, og målet er at tredoble omsætningen af indkøb på området fra 150 til 450 millioner kroner om året, når SKI opnår større markedsandele som indkøbskanal. Der kommer nu udbudsmateriale i engelsk oversættelse til leverandører i Sverige, det øvrige Skandinavien, Europa og USA.
En ny aftale med faste leverandører af forsknings- og laboratorieudstyr skal være på plads fra 1. februar 2008. Det bliver et brud med hidtidig praksis i SKI, som ellers kun får få udenlandske bud.
— Gennem de seneste fem år har vi kun haft omkring fem udenlandske virksomheder, som har budt ind direkte fra udlandet, fortæller SKI’s direktør, Søren Jakobsen.
Når der er kommet andre udenlandske tilbud er det typisk sket indirekte via et datterselskab, en agent eller grossist i Danmark.
Den nye rammeaftale bliver et pilotprojekt, som kan bane vejen for andre internationale aftaler. Selv når noget skal i EU-udbud er der ikke altid krav om en engelsk oversættelse af udbudsmaterialet, men det vil ske i forbindelse med de nye aftaler.
— Forud for dette udbud har vi en aftale om indkøb via SKI med de fem, toneangivende universiteter og Statens Serum Institut. Vi gør virkelig noget for at dokumentere seriøsiteten i det internationale udbud, siger Søren Jakobsen.
SKI omsatte i 2006 for 8,2 milliarder kroner. Budgettet for i år er 9,1 milliarder kroner i omsætning på offentlige indkøbsaftaler via SKI, som stat og kommuner kan vælge at bruge frem for direkte indkøb, som kan betyde højere indkøbspriser.
Af Keld Broksø