Forventningen om tusinder af byggearbejdere og siden forskere på ESS i Lund og København samt på Max-lab IV i Lund får Sveriges og Danmarks skattemyndigheder til at indlede et tæt samarbejde. Begge vil være rustet til at tackle udfordringerne med tusindvis af nye pendlere og tilstrømning af højt specialiserede arbejdsmigranter, som arbejder på begge sider af Øresundsregionen.
15. marts skal Ernst Christian Larsen, som leder Skat Øresund i København, til møde hos Skatteverket i Malmö. Ernst Larsen er sikker på en stribe tiltag er i vente på Øresunds skatteområde de kommende år, fordi man udover internationale byggearbejdere, ingeniører og fagfolk under byggefasen siden også kan vente 60 forskere og teknikere på ESS-datacentret i København, mens Lund får 400 permanente forskere og 2.000-5.000 besøgende forskere hvert år.
– En del vil bo i København og pendle til Lund og omvendt, mens andre skal arbejde begge steder. Det skal vi være klar til. Jeg tror ikke skattereglerne bliver ændret i den anledning, men vi får øgede opgaver på tværs af sundet både med kontrol af skat, og med information om, hvordan skattereglerne er og hvordan de skal bruges, forklarer Ernst Christian Larsen.
En del af informationen skal være på engelsk og målet er, at det skal være så nemt som muligt at hyre international arbejdskraft, som kan arbejde på tværs af sundet uden unødigt bureaukrati eller forvirring om skattereglerne. Byggestart på de første dele af ESS ventes i 2013. ESS skal stå klart i 2020 og være fuldt operationsdygtig i 2025. Max-lab IV, som bygges synkront med ESS, fik første spadestik i 2010.
Af Keld Broksø