Skattecenter for Øresundspendlere åbner i januar – rekruttering stadig i gang
Mandag den 5. januar åbner det danske skattecenter, som har været undervejs i over ét år for pendlere fra Sverige, og antallet af ansatte er nu fastsat til 13 - tre i Helsingør Kommune og 10 får ansættelse i Københavns Kommune, når alle ansættelsesaftaler er på plads.
Centret skal yde en bedre og samlet service for pendlerne fra Sverige, hovedsageligt danskere, og centret finansieres af de kommuner, som bruger centrets administration af pendlernes skatter.
Der har undervejs været usikkerhed om skattecentret nåede åbningen inden tidsfristen i begyndelsen af januar, og det bliver også en hovedkulds ansættelsesprocedure: Her 15. december konstater forvaltningen, at ikke alle kan begynde præcis 5. januar på grund af opsigelsesfrister i de kommende ansattes eksisterende stillinger. Tillige er der endnu ikke navn på en del af stillingerne. Eksempelvis må koordinator og kontaktperson hidtil i projektet, Kathrine Sørensen fra Københavns Skatteforvaltning, vente lidt i spænding: Hun har søgt en stilling i skattecentret, men endnu ikke fået svar.
-- Vi venter at få svar senest fredag om samtlige stillinger, siger Kathrine Sørensen.
Det officielle navn på skattecentret er dog på plads nu: Det bliver Grænsegængercenter SkatØresund, og øverste leder for det samlede skattecenter bliver tidligere vicekontorchef i Københavns Skatteforvaltnings udlandskontor, Ernst Larsen.