Skatteaftalen for Øresund ikke klar – flere spørgsmål resterer
OSLO. Der er ingen færdig skatteaftale for pendlere i Øresundsregionen. Det siger både Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen og Sveriges statsminister Göran Persson til Rapidus i dag som kommentar til oplysninger i Børsen i fredags om at forhandlingerne var færdige og en aftale skulle præsenteres i denne uge.
-- Nej, de sidder stadig og forhandler. Lad dem forhandle færdig, før vi kommenterer det, forklarer Göran Persson efter et møde med sine nordiske statsministerkolleger forud for Nordisk Råds session i Oslo.
-- Det er ikke afsluttet endnu, men vi er meget tæt på en aftale. Der mangler visse detaljer, siger Anders Fogh Rasmussen.
Hvad disse detaljer handler om, vil ingen af dem kommentere, men ifølge Rapidus' oplysninger har man for eksempel ikke fået løst spørgsmålet om, hvordan pendlere der arbejder både i Danmark og Sverige skal beskattes.
Derimod skal man efter sigende være blevet enige om modellen med fortsat beskatning i arbejdslandet. Det løser dog ikke umiddelbart problemerne for pendlerne, men er snarere et budgetspørgsmål for lokalpolitikerne i de skånske kommuner, hvor mange pendlere er bosat. For at gøre integrationen lettere skal også spørgsmål om skattefradrag, pensioner og socialforsikring løses. Det indgår kun i undtagelsestilfælde i finansministrenes forhandlinger.