Skånes børsnoterede selskaber stærke i lavkonjunktur

Kort sagt: Mens den danske økonomi er gået ind i en recession, kører det stadig derud af på den svenske side af Øresund. Rapidus har gennempløjet delregnskaber fra godt ti svenske børsnoterede firmaer og fundet, at den stadig mere dystre verdensøkonomi ikke ser ud til at have ramt Skåne nævneværdigt i løbet af første halvår. Der er sværvægtere som er begyndt at generobre tabt terræn, men også innovationsfirmaer der ser ud til at stå foran et gennembrud i disse barske tider.

Af Kristian Svensson

Det er lige før vi har vænnet os til kriseoverskrifterne om verdens økonomiske tilstand i en sådan grad, at vi ikke længere orker at læse dem. Og dog føles det unægtelig, som om der er substans bag ordene - en ubehagelig virkelighed med stigende renter, kursfald samt høje mad- og oliepriser, som kan ramme os alle hårdt.

Men trods afmatningen i økonomien, så snurrer hjulene stadig hurtigt i Øresundsregionens erhvervsliv. Hovedparten af de børsnoterede selskaber, som Rapidus har gennemgået, kan stadig fremvise stigende omsætning. Derimod er billedet af udviklingen i lønsomheden noget mere broget.

Alfa Laval i Lund, som fejrer 125 års jubilæum, kunne i halvårsregnskabet præsentere såvel øget omsætning som et resultat over analytikernes forventninger. Omsætningen steg i og for sig langsommere end i fjor, men en tyve procents stigning til tretten milliarder svenske kroner er dog alligevel en post, som mange Øresundsfirmaer burde misunde.

Ordentlig fart i butikken var der også hos Malmöfirmaet Beijer Electronics, som så sin aggressive opkøbsstrategi bære frugt. Omsætningen steg 40 procent, hvilket er en højere takt end forrige år, og overskuddet steg med otte procent. Samtidig er selskabet begyndt at gennemgå sine omkostninger for at stå godt rustet til fremtiden.

Industrikoncernen Trelleborg havde et stærkt andet kvartal. Analytikere så store effektivitetsforbedringer fra blandt andet produktudvikling og smartere fremstillings- og indkøbsprocesser. Overskuddet blev dog presset af nedskæringerne på slangefabrikken i Nantes i Frankrig.

Også IT-selskaberne ReadSoft i Helsingborg og Axis i Lund oplevede en stigende omsætning. Men resultaterne kunne ikke følge med. ReadSoft gav underskud i første kvartal, primært på grund af store afskrivninger til produktudvikling, mens Axis' halvårsoverskud endte på samme niveau som i fjor.

Betydeligt sværere har kontraktproducenten PartnerTech i Malmö haft det. I fjor styrtdykkede omsætningen, og første halvår i år gav et underskud. Men trenden er positiv - i det seneste kvartal var firmaet igen lønsomt, og omsætningen steg noget. Et effektiviseringsprogram er startet op, og yderligere resultater herfra forventes til efteråret.

Der er altså stadig tal, som peger opad i det skånske erhvervsliv. De dårligere konjunkturer ser ud til så småt at dæmpe efterspørgslen, men forretningerne er langt fra gået i stå. I flere tilfælde ser det også ud til, at virksomhedsledelserne handler hurtigt for at tilpasse sig de ændrede forudsætninger.

Men for udviklingsselskaberne Anoto, Precise Biometrics og Audiodev så regnskaberne ud omtrent som tidligere: tab i multimillionklassen, selv om Audiodev næsten halverede sit underskud de første seks måneder.

Dog er det også her svært at se konjunkturerne som et generelt problem. Innovationsfirmaer behøver ikke være lige så følsomme over for svingninger i verdensøkonomien som for eksempel klassiske industrivirksomheder. Visse selskaber er stadig i en udviklingsfase, mens andre, som har nået markedet, har så nicheprægede produkter, at de kan gå fri af økonomiske nedgange. Nu ser det desuden ud til, at en del innovationer fra Øresundsområdet for alvor er ved at finde købere.

Malmöbaserede Biolin øgede omsætningen med over 50 procent i første halvår. Sidste efterårs opkøb af Nima Technologies indgår dog i regnskabstallene. Resultatet efter finansielle poster blev et underskud på godt seks millioner kroner, hvilket er en kraftig forbedring fra i fjor. Mest vokser datterselskabet Ospol, som har udviklet en ny type tandimplantat baseret på titaniumskruer i kæbebenet. Målet er de nærmeste år at øge Ospols omsætning til 130 millioner kroner, fra fem millioner i delregnskabet.

Functional food-firmaet Probi i Lund stod for den procentuelt største vækst af alle virksomheder i Rapidus' lynanalyse af årets første seks måneder. Omsætningen steg med 77 procent, og overskuddet blev tredoblet. I den sidste tid har virksomheden endvidere indgået flere nye aftaler om salg af sine mave- og tarmvenlige bakterier, som blandt andet findes i helsedrikken ProViva.

Så er der slet ikke noget at være nervøs for? Jo, selvfølgelig. Den økonomiske situation i omverdenen kan utvivlsomt blive meget værre end i dag. Flere selskaber har også advaret om barskere tider fremover. Måske er det i indeværende kvartal, at virkeligheden indhenter overskrifterne.

For ofte kan det vare mange måneder, eller til og med år, før øgede råvarepriser slår igennem hos produktionsvirksomheder. Omkostningerne vokser først, når indkøbsaftalerne udløber og skal fornys. I personaleintensive virksomheder bliver stigende lønninger et stadig større problem, i takt med at salgstallene efterhånden flader ud.

Vi vil sikkert også opleve øget pres på marginaler og overskud fremover. Men med rutine og hurtige omstillinger, burde et sammenbrud kunne undgås. Hvis Øresunds innovationsvirksomheder derefter fortsat kan finde ud i verden, er der mulighed for, at regionen også på langt sigt kan have førertrøjen, når det gælder jobs og vækst.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: