Det bliver to firmaer fra Lund, der får til opgave at levere teknikken, når butikkerne i det prestigefyldte shoppingcenter Nordiska Kompaniet i Stockholm skal overvåge og tælle kunder. NK har valgt en løsning med netværkskameraer fra børsnoterede Axis Communications og software til kundetælling fra Cognimatics i forskerparken Ideon i Lund.
NK i Stockholm har hvert år omkring ni millioner besøgende. Godt en snes af de 115 NK-butikker har allerede løsningen installeret, og nu hvor julehandlen er afviklet, starter en bredere udrulning. Lyslederkabler er allerede ført i hele NK-bygningen, så det går hurtigt med at tilslutte hver ny butik, når de respektive ejere har besluttet sig for at købe systemet.
— Tidligere har man talt kunderne ved hjælp af IR-teknik, som kun har 50-60 procents træfsikkerhed. Med billedovervågningssystemet fra Cognimatics er der omkring 95 procents sikkerhed for, hvor mange kunder der reelt besøger butikken, siger Fredrik Westin, adm. dir. for systemintegratoren InSupport, der opsætter systemet og monterer kameraerne.
InSupport har allerede installeret i tusindvis af Axiskameraer på omkring 150 forskellige steder, heraf godt 30 anlæg som også indeholder Cognimatics’ teknik til tælling af kunder. Næste skridt er analyser af, hvordan folk bevæger sig i butikkerne, så skiltning og varernes placering kan tilpasses efter kundernes faktiske købsadfærd.
Foruden besøgstælling og analyse af købsadfærden gør kamerainstallationen og lysledernettet det også enklere og billigere for NK-butikkerne at koble sig op på en fælles vagttjeneste med overvågningscentral i kælderen.
Eftersom aftalen med NK’s Köpmannaförening er en rammeaftale, kan InSupport ikke angive nogen ordreværdi. Værdien afhænger i sidste instans af, hvor mange af de 115 butikker, der slutter sig til, og hvor mange kameraer hver butik installerer.
Af Anders Frick