Af Thomas Frostberg
Stort ståhej for ingenting!
Øresundsbrokonsortiets prissænkning er en skinmanøvre, viste det sig, da detaljerne blev præsenteret tidligere i dag. Formålet er midlertidigt at forsøge at aflede opmærksomheden fra den grundlæggende kritik: At en tur over broen koster for meget.
Ganske vist sænkes prisen for at køre over broen et pænt stykke fra den 1. oktober. Fra 230 danske kroner til 125 for en enkeltrejse. Men kun for personbiler og varevogne under seks meter. Og kun for kunder med brobizz/Øresundsbonusaftale. Og frem for alt – kun i en tremåneders periode.
— Det er ingen prissænkning, det er en kampagne for at informere regionens indbyggere om en pris, som har været der hele tiden, men som det ikke er lykkedes os at kommunikere ud. Grundprislisten ligger fast og reetableres fra den 1. januar, gentog Øresundsbrokonsortiets adm. dir. Sven Landelius igen og igen under formiddagens pressekonference.
Ved årsskiftet bliver alt ved det gamle igen – næsten. I dag betaler man med en Øresundsbonusaftale 230 kroner for de fire første enkeltrejser over broen. Derefter falder prisen til 125 kroner og efter i alt 24 enkeltrejser sænkes niveauet yderligere til 85 kroner.
Det er den højeste pris for de fire første passager, som nu afskaffes midlertidigt. Når kampagnen er overstået ved årsskiftet, er det dog tilstrækkeligt med to enkeltrejser, sammenlignet med dagens fire, inden man når prisniveauet 125 kroner.
Fik du den? Hvis ikke, så er det ikke noget at skamme sig over. Brokonsortiet har omsider erkendt, at det ikke er lykkedes dem at forklare deres prispolitik for indbyggerne i Øresundsregionen. En majoritet af befolkningen synes stadig, at det er for dyrt at køre over broen. Hidtil er der kun bestilt knap 40.000 brobizzer. Det er kun lige over målet på 35.000, som var sat ved broindvielsen den 1. juli. Men konsortiet mener, at det i grunden er indbyggerne, som ikke har forstået finesserne i prismodellen.
I stedet for at erkende, at prisen er sat for højt og derfor sænke den permanent, så priserne bliver både lavere og nemmere at forstå, indfører brokonsortiet nu en midlertidig pristabel i to faser, som skal gælde i tre måneder. Derefter vender man tilbage til den gamle almindelige tabel i tre faser.
Hvordan nogen kommunikationskonsulent skal formidle budskabet om dette forvirrede system, sådan at folk forstår det, er en gåde. Der er en åbenlys risiko for, at mange i stedet vil opleve tilbagegangen til den oprindelige prisliste som en gevaldig prisstigning, nærmere bestemt med over 80 procent. Og det var vel ikke det, konsortiet havde tænkt sig.
Det eneste reelle ville have været at lade den nye, lavere startpris for brobizzkunder gælde også efter årsskiftet.
Hvorfor gør man så ikke det?
Brokonsortiet henviser til aftalen mellem den danske og den svenske regering. I aftalen er der fire faktorer, som man skal tage hensyn til ved prisfastsættelsen:
Tilbagebetalingen. Broen skal betales af dem, der bruger den. Konsortiet hævder, at de høje priser er nødvendige for at broen skal kunne betales tilbage i tide. Men flere beregninger viser, at selv ved lavere prisniveauer ville tilbagebetalingen gå lige så hurtigt – eller ligefrem hurtigere. Til og med konsortiets egne beregninger af priselasticiteten viser dette, selv om beregningen kun er foretaget for pendlergruppen. Denne faktor forhindrer altså ikke en sænkning af bropriserne.
Miljøaspektet. Hvis broprisen sættes for lavt, er der risiko for at biltrafikken over broen vokser så meget, at det truer både miljøet og den kollektive trafik, det vil sige togtrafikken over broen. I en samtale jeg i går havde med handelsminister Leif Pagrotsky, som i den svenske regering er ansvarlig for Øresundsintegrationen, påpegede han, at problemet i dag er, at broen udnyttes for lidt, ikke det modsatte. Desuden er togtrafikken faktisk den eneste succes hidtil, når det gælder trafikken over broen, så der er ingen overhængende fare for, at togene omgående slås ud af en prissænkning for bilerne. Denne faktor forhindrer altså ikke en sænkning af bropriserne.
Færgetrafikken i det nordlige Øresund. Prisfastsættelsen på broen skal tage udgangspunkt i priserne for en færgerejse over Sundet. Pagrotsky betoner ordet udgangspunkt i aftalen for at markere, at der er plads til fleksibilitet i fortolkningen. Brokonsortiet synes derimod for enhver pris at ville undgå en debat om konkurrence med færgerne Helsingør-Helsingborg, selv om der i dag er ganske stor prisforskel for en enkeltrejse. Det er også tvivlsomt, i hvor høj grad de forskellige transportveje faktisk konkurrerer med hinanden, når det gælder den lokale og regionale trafik. Frem for alt er det langturstrafikken, man slås om. Desuden er trafikken totalt set vokset meget kraftigt i Øresundsregionen sammenlignet med samme periode forrige år, så det lader til, at der er plads til både broen og færgerne. Denne faktor forhindrer altså heller ikke en sænkning af bropriserne.
Integrationen. En faktor, som konsortiet næsten har glemt ved fastsættelsen af priserne. Når de tre andre faktorer nu er elimineret, er integrationen den eneste tilbageværende faktor, som der skal tages hensyn til, og den skal prioriteres. Det indebærer en sænkning af prisen for den regionale trafik. Problemet, mener konsortiet, er, at man ikke kan skelne mellem regional trafik og langturstrafik, hvis man ikke har en høj startomkostning også for brobizz-kunder. Med en lav startomkostning er der risiko for, at også ferierejsende fra Stockholm anskaffer en brobizz, og så kan man ikke klare tilbagebetalingen af broen. Men argumentet er svagt, med tanke på at det er forbundet med både ventetid og en deponeringsafgift på 200 kroner at anskaffe en brobizz. Hvis Stockholmerne vil have det besvær for at køre billigere over broen, så kan vi vel godt unde dem det! Denne faktor gør det altså nødvendigt med en sænkning af bropriserne – og det snarest.
Vi har bygget en bro. Nu er spørgsmålet, om det er meningen, at den skal bruges eller ej. Det er på høje tid, at Øresundsbrokonsortiets repræsentanter giver et tydeligt svar på dette punkt, i stedet for at blive ved med at lappe og revidere et indviklet prissystem, som folk tydeligvis ikke forstår alligevel.
