Kort sagt: Der venter en stor erhvervs-pædagogisk opgave forude, når den tidligere EU-miljøkommissær Ritt Bjerregaard formentlig officielt kåres som socialdemokraternes kandidat til overborgmesterposten i København på mandag - og dermed er en sandsynlig vinder af kommunalvalget som ny overborgmester fra november 2005. Indtil nu har hun ikke markeret sig erhvervspolitisk. Hun synes mest at ville tækkes Københavns traditionelt mange arbejdervælgere.

Af Keld Broksø

De fleste danskere har en mening om 63-årige Ritt Bjerregaard. Men meningerne er delte. Som en stærk lederprofil med over 25 år i Folketinget, flere ministerposter - eksempelvis social- og undervisningsminister, og 5 år som EU's miljøkommissær i Bruxelles bag sig splitter hendes markante person selv socialdemokratiske vælgere.

Men de færreste tvivler på hendes dygtighed og politiske snedighed. Den sandsynlige, officielle kåring nu på mandag af Ritt Bjerregaard som Socialdemokraternes overborgmesterkandidat til kommunalvalget november næste år sætter derfor den socialdemokratiske gruppe i Københavns Borgerrepræsentation i relief: Gruppen er for inkompetent til selv at fostre en vinderkandidat.

Ritt kommer godt nok sendt udefra og væk fra det lokalpolitiske miljø i København. Men en vinderkandidat i hovedstaden er vigtig for det landspolitiske oppositionsparti Socialdemokraterne efter overborgmester Jens Kramer Mikkelsens afgang den 25. oktober til fordel for en direktørpost i Ørestadsselskabet.

Kandidaten fra regeringspartiet Venstre, bygge- og teknikborgmester Søren Pind, er endnu ikke et realistisk bud på en overborgmester i København - om end Venstre kom tættere på ved Venstres kanonvalg i 2001. Men dels tyder intet lige nu på en gentagelse af kanonvalget, og Søren Pind har som underordnet borgmester ikke samme platform at profilere sig på som en oplagt efterfølger til Kramer. Derfor er nøglen til indflydelsen i København lige nu hos Ritt. Og her er et overset problem i den danske debat, at Ritts vælgere aldrig har været at finde i erhvervslivet. Ritts kernevælgere er Københavns indvandrere og rester af arbejderklassen, som er i retræte i København efter industriens udflytning de seneste årtier. Et godt gæt vil være, at først meget langt nede i Ritts kommende partiprogram vil der være fokus på væksterhverv, og endnu længere nede - måske - noget om Øresundsregionen.

Det er et gæt, men det er også nødvendigt: Ritt har meddelt, at først i foråret afslører hun sit valgprogram, og derfor kan man kun gætte sig til, hvad der vil ske ud fra røgsignalerne fra den socialdemokratiske kampplads om overborgmesterkandidaturet. Og det er ikke meget: Betegnende for Ritts markante profil kan den kamp koges ned til spørgsmålet ”for - eller imod Ritt?”

Men man kan konstatere, at en øget indsats for indvandrere og flygtninge står øverst på listen over Ritts visioner - og hertil bedre folkeskoler og idrætsanlæg, en Metro City-ring og en ny havnetunnel. Det er al ære værd. Men pengene til eksempelvis en nødvendig og øget integrationsindsats kan nu engang kun skaffes ved at København nurser væksterhvervene og fortsætter en erhvervsrettet profil i byplanlægningen og erhvervspolitikken, hvilket Jens Kramer Mikkelsen har evnet gennem snart 16 år. Han har blandt andet fået gennemført en hurtigere sagsbehandling for erhvervslivet, iværksætterhoteller, en klar københavnsk erhvervspolitik og han har været en dygtig, landspolitisk lobbyist ved eksempelvis forskerparken Symbions etablering.

Man kan dertil med glæde og en vis skadefryd tænke tilbage på en sektionsforside i dagbladet Politiken i 1991 om ”Kramers luftkasteller”, som beskrev hans planer om erhvervs- og boligbyggeprojekter langs Københavns Havn. ”Luftkastellerne” står alle bygget i dag. Spørgsmålet er nu: Vil eller kan Ritt Bjerregaard være i stand til at præsentere lignende, visionær tankegang, og ikke mindst få den gennemført som sandsynlig overborgmester fra efteråret 2005?

Rapidus konklusion er, at hun skal presses til at gennemføre erhvervsvisioner via en solid pædagogisk indsats fra erhvervslivets og Øresundsregionens aktører. Intet tyder endnu på, at hun foreløbig har skyggen af erhvervsvisioner til at rykke København de nødvendige skridt yderligere frem i de europæiske regionernes konkurrence, som først og fremmest foregår netop på erhvervslivets præmisser.

Det har ikke gjort det nemmere, at efter Kramers afgang er Borgerrepræsentationens socialdemokrater en gruppe uden koordinering og ledelse, fordi alle venter på Ritt - måske bortset fra Socialdemokratiets fem øvrige, og stort set chanceløse overborgmesterkandidater, som heller ikke har markeret sig erhvervspolitisk. Herunder Finn Rudaizky, som direkte erkender, at gruppen sejler. Frygten for udrensning under Ritts sandsynlige og håndfaste lederskab spiller også ind for den handlingslammelse, som Ritts person og kandidatur skaber, mens man leder efter en overgangsfigur frem til næste år. Altså er det tid nu at påvirke og bidrage til en nødvendig og klar erhvervsprofil for Ritt Bjerregaard - inden hendes valgprogram sendes ud i foråret. Hun lader ganske enkelt til at være nøglen til at få noget gennemført i København fremover.