Kort sagt:

Efter årtiers teknikudvikling og års konceptskitser står Lund klar. Men de akademiske græsrødder, som havde håbet på penge til synkrotronlysanlægget Max IV, må have bidt sig i tungen, da regeringen i går præsenterede sin forskningspolitik for de kommende år. I stedet for løfter om penge, trækkes sagen nu i langdrag, mens en særlig undersøger strikker en finansieringsplan sammen. I mellemtiden risikerer Lund og Øresundsregionen at gå glip af chancen for et af verdens førende forskningsanlæg og et vigtigt supplement til den hypede neutronkilde ESS.

Af Erik Olausson

Siden det i 2002 blev klart, at Sverige og Lund er kandidater som vært for European Spallation Source (ESS), er det spændende tovtrækkeri om forskningsanlægget blevet noget af en medieføljeton. At ESS langt fra er Lunds eneste chance for et verdensledende forsøgsanlæg baseret på avanceret fysik, er næsten helt blevet glemt. Ved en søgning blandt de større aviser i databasen Presstext handler eksempelvis 85 artikler fra de seneste to år om ESS. Det tilsvarende tal for synkrotronlysanlægget Max IV er 12 artikler.

Forskellen i opmærksomhed er helt klart ikke noget tilfælde. ESS er et større og dyrere anlæg, som desuden repræsenteres af en højt profileret komité på konstant pr-turné. Rent dramaturgisk udgør kampen om at få anlægget til Sverige, med forhandlinger, indrømmelser og rævestreger bag kulisserne, en forskningspolitisk dokusoap på internationalt niveau, som ingen kan modstå. Bliver det os, de ønsketænkende ungarere eller de lumske spaniere, der går af med sejren?

Alligevel er der gode grunde til at sænke blikket til et mere jordnært niveau. I den bedste af alle verdener vil det gigantiske ESS-projekt stå helt færdigt i 2020. Max IV ville have kunnet tiltrække i tusindvis af forskere fra alle verdenshjørner allerede i 2013.

Havde kunnet - for mens teknikken er blevet gradvist udviklet, siden synkrotronlyscentret MaxLab åbnede ved Lunds Tekniska Högskola i 1985, er finansieringen af Max IV stadig et stort spørgsmålstegn. Ganske vist har Region Skåne og Lunds universitet lovet at investere 200 millioner SEK i ekstra bevillinger til byggeriet og 20 millioner SEK årligt til driften. Men med en forventet slutregning på 2,6 milliarder SEK i investeringer og 275 millioner SEK i årlige driftsomkostninger mangler der stadig en ordentlig pose penge, før Max IV kan flyttes fra tegnebordet til rapsmarkerne uden for Lund.

Men hvad er det så ved Max IV, som gør alle fra mikrobiologer til nanoforskere lyriske? Hvorfor denne iver efter at bruge skattekroner på endnu et kæmpeanlæg, som ved første øjekast ikke ser ud til at være andet end et hundedyrt stykke legetøj for partikelfysikere?

I lighed med ESS handler det om at trænge ind i det inderste af materien for eksempelvis at se, hvordan molekyler er opbygget. I ESS skal det ske ved at bombardere materialet med neutroner og derefter måle, hvordan de reflekteres og bøjer af. I Max IV sker det i stedet ved at belyse materialet med synkrotronlys, det vil sige lys, som er ekstremt intensivt, af omhyggeligt styret bølgelængde og fokusere mod et minimalt punkt. I en vakuumfyldt ring suser elektroner omkring tæt på lysets hastighed, mens elektronerne selv udsender lys gennem små åbninger i ringen. Jo mindre ting, forskeren ønsker at studere, desto kortere bølgelængde skal lyset have, og desto mere energirigt bliver det. For at kunne kigge på en celle eller en bakterie, er det nok med synligt lys i et mikroskop, men for at kunne se et proteinmolekyle på nært hold kræves der den energirige røntgenstråling, som Max IV kan afgive. Synkrotronlys er for eksempel blevet anvendt til at identificere virusen bag dyresygdommen blåtunge og til at detektere nedbrydende svovlforbindelser i kongeskibet Vasa.

Inden for synkrotronlysets verden konkurrerer man dog med en anden parameter for ydeevne: brillansen, defineret som mængden af lys med en bestemt bølgelængde, som rammer en bestemt overflade i en bestemt periode. Højere brillans giver den fordel, at eksponeringstiden kan afkortes, så det for eksempel bliver muligt at kigge på kemiske reaktioner, mens de finder sted, i stedet for at måtte nøjes med at se på resultatet bagefter.

Det er her, at Max IV har sin virkelige styrke. Anlæggets brillans vil, afhængigt af bølgelængdeområde, være 1.000-10.000 gange højere end synkrotronlyskilderne på MaxLab. Selv efter international målestok vil Max IV's brillans være uovertruffen. Den bliver for eksempel mellem ti og hundrede gange bedre end de to seneste europæiske anlæg, det nyåbnede Diamond i nærheden af Oxford i Storbritannien og Soleil syd for Paris.

Omkring 700 forskere, heraf tre fjerdedele fra de nordiske lande , gæster MaxLab hvert år. Med Max IV vil antallet af forsøgsstationer, og dermed kapaciteten, blive næsten tredoblet. Cirka 2.000 forskere om året får mulighed for at anvende lyskilden, med alt hvad det indebærer af taxakørsel, hotelovernatninger og konferencer.

Ud over det udfylder anlægget en vigtig funktion som lokkemad for også at få ESS til Lund. De to anlæg er baseret på forskellige teknikker og supplerer hinanden, frem for alt inden for materialeforskning. Ligeledes kan de deles om en vis infrastruktur, såsom omkringliggende laboratoriemiljøer og teknisk ekspertise. Det er hovedårsagen til, at neutron- og synkrotronlysanlæg er blevet placeret i direkte tilknytning til hinanden i for eksempel Oxford og Grenoble.

Også for store dele af erhvervslivet i Øresundsregionen kan Max IV blive et trumfkort.

En stor del af tiden på MaxLabs forsøgsstationer lejes allerede i dag ud til industriel forskning til virksomheder som AstraZeneca, Novo Nordisk og den danske katalysatorudvikler Haldor Topsøe. "Det handler om, hvorvidt Sverige skal tilhøre forskningsverdenens A- eller B-hold", skrev en håndfuld tunge erhvervsprofiler for nylig i et debatindlæg i Dagens Industri, hvor de talte varmt for investeringen i Max IV.

Men at snakke er jo let nok; indtil videre har ingen industripartnere åbnet tegnebøgerne for projektet. Og i stedet for penge fra regeringen må Max IV-entusiasterne nøjes med en enmandsundersøgelse, som skal forsøge at charmere milliarderne ud af såvel industrien som eksterne kilder både i Sverige og i udlandet. "Lad os håbe på Wallenbergs stiftelse", som departementschef Peter Honeth lakonisk udtrykte det ved torsdagens budgetmøde i Lund. Og nogen plan for, hvor lang tid det skal tage, findes ikke.

I bund og grund ser regeringen dog ud til at være positivt indstillet over for projektet. Ivrige Max IV-fortalere, som det regionale vækstnævns formand Pia Kinhult (M) og ESS-konsortiets leder Colin Carlile, var ikke sene til at tage forslagets positive formuleringer til indtægt for, at anlægget nu bliver til noget.

Men selv med denne velvillige tolkning indebærer torsdagens meddelelse, at projektet med garanti bliver forsinket. Og det er en stor ulempe, når omverdenen fortsætter deres oprustning af forskningsinfrastrukturen. I Tyskland pumper regeringen og Hamborg by tilsammen næsten 225 millioner euro i et splinternyt synkrotronlysanlæg, som skal kunne tages i brug til næste år. Og i amerikanske Brookhaven planlægges et opgraderet anlæg med en ydeevne svarende til Max IV, som skal stå klar i 2015. Set i lyset heraf er muligheden for at sikre Lund et verdensledende anlæg ved at forsvinde.