Medicoteknikvirksomheden ProstaLund har opsagt 8-10 af selskabets knap 40 ansatte. Samtlige berørte findes på hovedkontoret i Lund. Opsigelserne gennemføres til nytår, og besparelserne får dermed effekt fra første kvartal næste år.
— Godt halvdelen af vore omkostninger er personale, så vi sænker de faste omkostninger med cirka 15 procent på årsbasis, siger adm. dir. Magnus Bolmsjö.
Han oplyser, at fyringerne har været diskuteret i længere tid for at fokusere på selskabets kerneområde: salg af apparater og engangskatetre til mikrobølgebehandling af godartet forstørret prostata.
Halvårsregnskabet viste en fordobling af omsætningen til 25,1 millioner svenske kroner, men stadig et tab på -15 millioner. ProstaLund vil nu koncentrere salgsindsatsen omkring Skandinavien, Tyskland, Holland, England og USA, som står for 95 procent af omsætningen.
— Salget går helt efter planen, og målet er at opnå positivt cashflow ved udgangen af næste år. I takt med at vi øger indsatsen i udlandet og lægger mere produktion ud, er vi blevet for mange i Sverige, siger Magnus Bolmsjö.
På den kliniske afdeling er det meste arbejde færdiggjort, og personalet kan reduceres. Også personer på udviklingssiden bliver berørt, når sideprojekter lægges i mølposen.