Prolight Diagnostics fra Lund har skaffet 350.000 SEK fra et amerikansk biotekfirma. Men pengene er kun en brøkdel af de 5-6 millioner dollars, som virksomheden regner med at hente hjem inden for et halvt år.
Vejen har været lang og besværlig for Prolight Diagnostics, som udvikler et håndholdt diagnoseværktøj til primært hjerteanfald. Efter at selskabet havde ligget i dvale i flere år, fik man i juni 2007 en aftale i stand med britiske The Technology Partnership, som overtog dele af teknikudviklingen mod aktier i selskabet. Prolight skulle for sit vedkommende fremskaffe en snes millioner i venturekapital for at kunne færdiggøre produktet.
Men nogen stor emission blev det aldrig til. Markedet var bundfrosset, mener grundlæggeren Masoud Khayyami, som igen overtog direktørposten efter Carl Johan Svennewall sidste sommer.
Har markedet rettet sig nu?
— I Sverige ved jeg ikke, selv om det ser ud til at stabiliseret sig. Men vi satser på USA, siger Masoud Khayyami.
Ledelsen har fået hjælp af et amerikansk-israelsk konsulentfirma med henblik på fremskaffelsen af 5-6 millioner dollars, og ifølge Masoud Khayyami har man allerede drøftelser med mulige investorer. Pengene skal række til at udvikle en færdig prototype på knap to år.
I mellemtiden fortsætter den kemiske udvikling i lille målestok i Lund for at generalisere Prolights diagnoseværktøj til også at indikere andre sygdomme såsom infektioner og cancer.
Af Erik Olausson