Efter den største, danske spilsucces de seneste par år med Limbo skal firmaet bag, Playdead, trods succesen rejse ny, tocifret millionkapital for at gøre efterfølgeren færdig. Playdead venter at være klar om to til to et halvt år med det ny spil.
– Vi er i fuld gang. Mens Limbo var seks år undervejs, så gør vi det her på halv tid. Vi gik i gang lige da vi blev færdige med Limbo i sommeren 2010, fortæller den ene af stifterne, Dino Patti.
Siden Limbo kom har en halv million mennesker betalt 100 kr. for at blive suget ind i det dystre Limbo-univers. Spillet tjente sin produktionspris på 15 mio. DKK på tre uger, og var sidste år det tredjemest solgte spil til Microsofts Xbox Live Arcade med et plus på godt 35 mio. kr. til firmaet.
– Vi slipper desværre ikke for at hive ny kapital ind fordi vi havde investorer på Limbo. Men vi står bedre nu fordi vi har penge til en del produktion, men ikke det hele. Vores budget på det ny spil er 20-25 millioner DKK. Vi regner nu på, hvad vi selv kan skyde ind. Jeg håber omkring halvdelen. Resten skal vi have investorer til, men vi kører så langt vi kan for egne penge, siger Dino Patti.
Tidligere har Playdead bl.a. fået 11 millioner fra CAT Science, FAHU og Vækstfonden til Limbo. Det nye spil er noget andet end Limbos sort/hvide univers, men ellers er Playdead hemmelighedsfuld. Spiludviklingen kræver også snart nye ansættelser ud over de 13, som arbejder under taget i Pilestræde i København, hvor Dino Patti driver Playdead med partneren Arnt Jensen.
Af Keld Broksø