Kontraktforskningsvirksomheden PhaseOneTrials i Hvidovre har for knap 12 millioner kroner købt konsulentfirmaet Larix ApS, som arbejder med biostatistik og datahåndtering. Målet med opkøbet er, at PhaseOneTrials skal kunne tilbyde sine kunder komplet service inden for kliniske studier i fase I og II (tester på henholdsvis raske frivillige og mindre patientgrupper).
— På denne måde håber vi at få flere biotekkunder, som ofte mangler egen kompetence inden for kliniske studier og derfor ønsker fullservice, siger PhaseOneTrials adm. dir. Kim Krogsgaard.
Hidtil har selskabet primært arbejdet med medicinalfirmaer, og Krogsgaard oplever, at man har haft noget af en barriere over for biotekfirmaerne, som han mener hellere har henvendt sig til nogle af de store kontraktforskningsselskaber, der tilbyder alle de tjenester, som er nødvendige ved klinisk afprøvning.
For at styrke PhaseOneTrials yderligere regner Kim Krogsgaard med at udvide personalet med nogle personer inden for regulatorisk rådgivning og såkaldt ”medical writing”, udarbejdelse af afsluttende rapport efter kliniske studier. Med købet af Larix får Hvidovrefirmaet 18 fuldtidsansatte, eftersom Larix stab på seks personer indlemmes i PhaseOne.
PhaseOneTrials havde sidste år en omsætning på godt 13 millioner kroner og et overskud på knap en halv million. Købet af Larix, som også har givet overskud men har haft omkring halvt så stor en omsætning, regner Krogsgaard med at finansiere gennem en planlagt notering på listen First North inden længe.
Største ejer af PhaseOneTrials er Zimba Invest, ejet af familien Bagger-Sørensen der stod bag tyggegummimærket Dandy. Aktiviteterne foregår på Hvidovre Hospital, som ejer godt 10 procent af PhaseOne, men der er planer om til efteråret også at åbne en klinik på Lunds Universitetssjukhus. Blandt PhaseOnes kunder er Novo Nordisk, Osteologix og Zymenex.
Af Lisa Kirsebom