Personalet får mulighed for at købe halvdelen af Pyramid Communication i Helsingborg
Personalet på reklamebureauet Pyramid Communication i Helsingborg får de nærmeste dage tilbud om at købe 48 procent af aktierne i selskabet fra de nye ejere: adm. dir. Ulf Vanselius og bestyrelsesformand Alf Ljungqvist. Hvis alle ansatte tegner sig, får de knap en procent hver af selskabets aktier.
Virksomheden og dens kunder blev i sommer købt fri fra det børsnoterede Adcore. Salget var en del af rendyrkningen af IT-koncernen. Prisen er hemmelig, men beløbet er betydeligt lavere end de 92 millioner svenske kroner, som blev betalt, da Pyramid i januar sidste år blev en del af det daværende Information Highway.
Pyramid Communication, som blev startet i 1989, har i dag 50 ansatte. De tilbageværende er gået med til en vis lønreduktion. Målsætningen for næste år er en omsætning omkring 50 millioner og et overskud i størrelsesordenen 5-8 millioner.
Virksomhedens kunder er svenske eksportvirksomheder, blandt andre Volvo, Ericsson Mobile Communications, SAS, SCA, Tetra Pak, Perstorp, AGA og Anoto. Produktionen sker hovedsageligt på andre sprog end svensk, og blandt personalet er en halv snes nationaliteter repræsenteret.