Orkla Media køber annoncesystem fra Helsingborg
Orkla Media køber Helsingborgfirmaet Mactives annoncehåndteringssystem til sine næsten 30 norske dagblade med et samlet oplag på 370.000 eksemplarer. Systemet kan håndtere flere forskellige annoncekanaler og vil, foruden annoncer i dagspressen, også blive anvendt på internet, radio og TV. Alt køres fra en centralt placeret server.
Aftalen er den hidtil største i Europa for Mactive som allerede tidligere har haft store succeser i USA. Ordreværdien ligger i størrelsesordnen 10-20 millioner svenske kroner. Man håber at Orkla på sigt også vil købe systemet til sine danske dagblade.
Aftalen er også den første i Europa for den Windows-baserede version af Mactives system. En tredjedel af de Orkla-aviser der indgår i aftalen er allerede i dag Mactive-kunder, men kører et Mac-system og skal nu skifte.