Verdens største messe for Life Science, BIO2013 i Chicago i slutningen af april, får for første gang i flere år en ensom præsentation af Øresundsregionen. Førhen fik Øresundsregionen back up ved at være med som del af en stor, fælles skandinavisk stand.
Men i år har Norge, Island og Finland meldt fra, og hele messen er desuden skrumpet som følge af finanskrisen. Tidligere var der op mod 25.000 deltagere, men sidste år kun 16.000, og nu går krisen ud over den skandinaviske stand, hvor budgettet i år blev for stramt til deltagelsen.
Øresundsregionens egen, lille stand bliver nu kun på 9 kvadratmeter. Copenhagen Capacity og Invest in Skåne står bag standen, som dækker Medicon Valley.
– Medicon Valley er nu så godt kendt, at vi godt kan stå alene. Vi kan give genklang alligevel uden resten af Skandinavien, mener Ruth Klüver fra Copenhagen Capacity.
Andre virksomheder fra regionen nedprioriterer også BIO2013. Eksempelvis får Novo Nordisk ikke en egen stand i år, hvorimod Lundbeck, Bioneer og CMC Biologics kommer med egen stand. Flere andre firmaer kommer repræsenteret kun af enkeltpersoner, men tilmeldingerne er ikke slut endnu.
Kun enkelte virksomheder får plads til egentlig repræsentation på Øresundsregionens stand, hvorimod der snarest går invitationer ud til virksomheder fra Medicon Valley om at lægge deres materialer på standen. Ifølge Ruth Klüver har den Øresundsregionale præsentation på BIO-messerne siden 1996 givet resultater.
– Vi kan ikke sige, at enkeltaftaler blev indgået kun på grund af vores stand, men vi har været med til at gøre Medicon Valley kendt, og vi ved, at firmaer er mødtes på vores stand og siden har underskrevet aftaler, siger Ruth Klüver.
Af Keld Broksø