Kort sagt: Øresundsregionen er optaget af at kæmpe sig ud af krisen, men glemmer at tiltrække højtuddannet arbejdskraft og forskere fra udlandet. Viljen til globalisering er fundament for, at kampen lykkes, men det er ikke gået op for Øresundsregionens især politiske aktører, at udflytningen af industrier er i fuld gang og at vi mister magneteffekten for de bedste specialister. Skatten er et uomgængeligt middel, som vi skal samarbejde om.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør
Det virker bagvendt at tale om at tiltrække højtuddannet arbejdskraft, når arbejdsløsheden stiger, men det forholder sig stik modsat: Hvis ikke Øresundsregionen også i en krisetid bliver en magnet for de verdens bedste specialister forsvinder fundamentet for nye arbejdspladser. De to lande med verdens højeste skattetryk nødt til at samarbejde fordi stadigt flere arbejdspladser tabes til udlandet.
Forårsmånederne har budt på analyser fra Danmarks største arbejdsgiverorganisation, Dansk Industri (DI), som sætter fingeren på de ømme punkter. Men DI glemmer som vanligt at tænke i en øresundsregional strategi – selv når det hele handler om globalisering.
DI’s nye Globaliseringsredegørelse for 2010 fastslår, at Schweiz har førstepladsen som det OECD-land, der klarer sig bedst i internationalisering og åbenhed. Topplaceringen bygger bl.a. på en god evne til at tiltrække udenlandsk, højtuddannet arbejdskraft! Danmark er retfærdigvis nævnt rykket tre pladser frem fra sidste år til en fjerdeplads, mens Sverige er nede på en sjetteplads.
Danmark og Sverige får bundplaceringer i gevinst ved videregående uddannelse og iværksætteri, men begge lande har forskerskatteordninger, der skal kompensere forskere fra udlandet. Problemet er, at begge landes ordninger er utilstrækkelige, hvis vi skal opretholde en magneteffekt.
Et eksempel på det kom i en anden DI-analyse, som viser, at højtkvalificerede udlændinge forlader Danmark efter tre år, når den mest givtige forskerskatteordning uløber: Kun 50 ud af 3.000 valgte den femårige model på ringere vilkår idet forskere eller nøglemedarbejdere med månedslønninger på mindst 63.800 kroner kan beskattes med kun 25 % i tre år – eller 33 % i fem år. Man kan argumentere med, at det hele så skal være på 25 % i fem år for at få forskerne til at blive – eller man kan gå helt andre veje i regionen, som Rapidus her foreslår:
Den gavnlige effekt for væksten i hele regionen af disse menneskers arbejde er så stor, at det giver mening at se på øresundsregionale løsninger. Hverken Sverige eller Danmark kan leve med at give eftertragtede udlændinge nedsat skat til evig tid. Men det er mobile mennesker, som ikke har samme rodfæstede krav til, hvor de skal bo, som mange andre har. Det er et mindre problem for dem at flytte mellem Danmark og Sverige end for mange andre.
Derfor kan fortsatte forskerskatteordninger i et par år ekstra være betinget af, at man flytter bopæl til det modsatte land i Øresundsregionen.
De gavnlige effekter viser sig på stribe: Vi får udnyttet nærheden i Øresundsregionen til at fastholde og sprede de eftertragtede medarbejdere på tværs af regionen. Vi gør dermed hele Øresundsregionen til et interesseområde for præcis de højtkvalificerede, som vi ønsker os. En løftestang for den løsning bør være samarbejdet om ESS, som netop får brug for, at udenlandske forskere slår sig ned i mange år – og ikke stikker af så snart skatteøksen falder. ESS ventes at give arbejde til 400 permanente forskere, og 4.000-5.000 besøgende forskere årligt, men de ser netop kritisk på skatten, hvis de skal slå sig ned mere permanent.
Den danske og svenske regering samt arbejdsgiverorganisationerne er derfor nødt til at begynde nu at koordinere tiltrækningen af arbejdskraft på skatteområdet og på andre parametre. Uanset krisen viser fremskrivninger, at i år 2030 vil vi mangle op mod 400.000 medarbejdere i Øresundsregionen.
Det gælder ud over bedre forskerskatteordninger om at finde boliger til alle, at offentlig børneomsorg, kulturen og uddannelser holder et højt niveau – og at infrastrukturen fungerer. Den danske og svenske regering skal også få sine arbejdsformidlinger til at fungere som en enhed over Øresund. Og begge regeringer skal selvfølgelig finansiere en langt bedre, fælles informationstjeneste på engelsk, så vi kan yde forståelig, professionel service for forskerne.
Men uanset alle de andre parametre er og bliver skatten det afgørende punkt. Øresundsregionen har ikke længere råd til at ignorere det.
