Kort sagt: Politikerne har mistet dampen i integrationsviljen op 10-året for broen. Toget er på sporet, men det kører for langsomt til at Øresundsintegration bliver en folkesag. Politikerne mangler fritænkning, mod og vilje til at sætte klare mål og især placere ansvar. Og medierne udfordrer dem ikke fordi de ikke har netværk på tværs til at gennemskue spillet om ansvarsforflygtigelse, der er raffineret i det særlige, passive sprog ’Øresundsk’.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør Rapidus
Der skal ryddes op i skuret!
Prøv at slyng den passiv ud på en mail i virksomheden – og se hvad der sker – eller mere sandsynligt – ikke sker. Hvis du derimod beder Peter om at rydde op, så enten gør han det, protesterer, henviser til Lars – eller beder dig om selv at skabe orden. Pointen er, at så sker der noget. Sagen er i udvikling. Vi placerer et ansvar. Og så skal der nok blive ryddet op!
Der skal skabes Øresundsintegration!
Tjah. Reelt er det 10 år efter broens indvielse ikke rigtigt lykkedes at placere ansvar, og sagen er ikke i udvikling. Når politikerne samles, som de gjorde under Øresundstinget, og som de vil gøre på et ministermøde 10. juni, så er man enige om mange udfordringer, visioner og positive tal for trafik og pendlere. Alt sammen godt nok. Men der bliver ikke ryddet op – for der er ikke sat navn på, hvem der skal gøre hvad. Den frygtelige sandhed er, at det vil kræve, at nogle netop tog ansvar og havde mod til at skære igennem. Også når det koster enten penge eller nationalt særpræg.
På Rapidus fremhæver vi sager, som halter i Øresundsintegrationen. A-kasseregler, mystisk skattefordeling, hvor man ikke betaler for de goder, som man nyder i bopælslandet, manglende vilje til kæmpe for den fælles valuta i euroen og fordeling af forskningsmidler på tværs – samt særinteresser i markedsføringen, hvor man end ikke er enig om et fælles navn for regionen på engelsk. Ak ja, vi kan blive ved – og vi gør det med fornøjelse fordi vi mener det er vigtigt for væksten og velfærden. Men den slående årsag til, at toget har mistet dampen er, at passiverne i det ejendommelige sprog ’Øresundsk’ får skuret til at rode på ubestemt tid.
Det kan være et smart, politisk trick, som har virket så langt at medierne har mistet interessen – især i Danmark. Politikerne i Folketinget og Riksdagen har intet at frygte, for toneangivende, nationale medier udfordrer dem ikke på Øresundsspørgsmål. Medierne har heller ikke skabt netværk på tværs til at drive undersøgende journalistik i, hvordan eksempelvis forskellige regler virker, sammenligne dem – og gennemskue, hvem der har ansvar, når gode chancer forspildes.
Dermed er det lykkedes at placere Øresundsspørgsmål præcis, hvor de ikke betyder noget for en politisk fremtid fordi de er blevet kedelige, tekniske, uoverskuelige – på grund af ingen stilles til ansvar for opfyldelsen af klare mål. Danmarks tidligere statsminister, NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, brugte kontraktpolitikken. Et begreb, der handler om, at vælgerne fik en række løfter og klare mål – eksempelvis skattestoppet – der blev krydset af, når det var udført af de ansvarlige ministre, som fik bestillingsopgaver fra chefen. I dag har arvtageren, Lars Løkke Rasmussen, uddelegeret meget mere til sine ministre – og er ved at miste grebet fuldstændig om magten. Det er blevet mere uklart, hvem og hvordan der skal ryddes op i skuret, som derfor roder mere end nogensinde. Det samme er ved at ske med Øresundsintegrationen.
Det politiske ejerskab mangler, men et folkevalgt, tværnationalt politisk organ for hele Øresundsregionen i stedet for de mange indirekte valgte organer er næppe lige om hjørnet. Der er derfor tre scenarier for de kommende dage omkring 10 året for Øresundsbron.
* Vi kan holde de sædvanlige skåltaler og – fortjent – fejre alt det, der er gået godt. Og så lade det være ved det – og håbe på, at virksomhederne og øresundsborgere af sig selv stadig kan drive integrationen videre nedefra.
* Vi kan også fortsætte strømmen af rapporter om udfordringer med ufarlige, bløde formuleringer om ’det, der skal gøres… – og være sikre på, at ingen risikerer noget ved det.
* Og endelig kan vi indføre en regel om, at alle politikere skal have en huskeseddel om, at ’Jeg udtaler mig ikke om Øresundsintegration med mindre jeg fortæller, hvem der skal gøre hvad!’
På Rapidus ønsker vi, at Øresundsintegration bliver en folkesag fordi den er god for regionen, borgerne, virksomhederne. Vi yder vores bidrag til, at vækstvirksomhederne og deres vanskeligheder som succeser kommer i fokus som eksempler på de fortsatte, store potentialer i regionen. Men omkring 10-året kan vi konstatere, at politikerne mangler fritænkning og mod til at gå foran. Det er en mental omstillingsproces, vi opfordrer til. En fornyet vitalitet båret af, at politikerne sætter klare mål – og tør sætte midler og ansvar bag dem. En kontraktpolitik – om man vil – hvor politikerne lover at rydde op i skuret. De kan begynde med at få værktøjet i orden, så man ikke alene ved, hvor hammeren er – men også hvem der skal bruge den og til hvad.
For der skal skabes en H-H-forbindelse, bureaukratiet skal reduceres for pendlere, momsreglerne skal harmoniseres, euroen skal indføres… og fortsæt selv passiverne, som vi gerne vil gøre aktive.
Dette er den 1. analyse af to op til 10 året for Øresundsforbindelsen. Den næste bringer vi i næste uge.
