Kort sagt: Gennem det seneste år er interessen for sociale medier på nettet formelig eksploderet. Takket været nogle af virksomhederne i regionen bliver interaktionsmulighederne på nettet udvidet, samtidig med at firmaerne selv kan tjene en skilling.
Men for at man som bruger skal have fuld gavn af de sociale medier, kræves der en gennemtænkt strategi.
Af Anders Frick
For mange af os begyndte interessen allerede sidste år med et nysgerrigt besøg på Facebook. Her blandes seriøse statusopdateringer med feriebilleder og rent pjank. ”Fjæsbogen” er den moderne skriftestol for både stort og småt.
I år er Twitter det hotteste på nettet. Twitter adskiller sig ikke meget fra statusopdateringerne på Facebook, og mange undrer sig over, hvad fidusen egentlig er. Har jeg lyst til at få at vide, hvad mine kolleger spiser til morgenmad, eller hvad min gamle klassekammerat, som jeg ikke har mødt i 20 år, skal lave i weekenden?
Mere interessant er spørgsmålet om, hvordan man kan tjene penge på det her. Mange mener, at det ikke kan lade sig gøre. Mikael Zackrisson fra Veckans Affärer understregede for nylig, at sociale medier ikke handler om penge, men om at indfri vores drømme. Han påminder os om, at relationer for de fleste er vigtigere end bankkontoen.
Det fører til, at de virksomheder, som rent faktisk kan tjene penge på sociale medier, er dem der kan hjælpe os med at indfri drømmene. Det handler om firmaer, der gør det lettere for os at interagere og pleje vores relationer.
I Øresundsregionen er der flere aktører, som indgår i de sociale mediers økosystem. I bunden finder vi tekniske systemer, som dem videofirmaet Bambuser og billedalgoritmefirmaet Polar Rose står for. I det øvrige økosystem finder vi konsulent- og webfirmaer som Good Old, Cloudberry og Magnusson & Thörnkvist. Også reklamebureauerne har et godt øje til de nye muligheder. Manifesto, Crowd, Trimedia og Gnistra Kommunikation er nogle af dem, der ved hvad det drejer sig om.
At teknikken gør det let at starte nye tjenester, mærkes ikke mindst i væksthusene Minc i Malmö og VentureLab i Lund. Her findes flere mindre virksomheder, som håber at kunne leve af den nye mediedille. Twitterfiskefirmaet FishTwits, mobiladressebogsfirmaet Ambadoo, projektværktøjsfimaet inCloud og chatfirmaet Sindarin Technologies er nogle af dem.
De sociale medier skaber muligheder for at interagere på en helt anden måde, end hvad der tidligere har været muligt – på godt og ondt. I overensstemmelse med reglen ”skidt ind, skidt ud” bliver en dårlig virksomhed ikke automatisk god i det sociale medielandskab. Snarere bliver de ekstreme tilfælde udkrystalliseret hurtigere.
Kæmpefirmaer er hoppet på den sociale medievogn, selv om de måske ikke selv er bevidste om det. Hver eneste medarbejder i virksomheden er nemlig blevet sin egen lille PR-central, som hverken firmaets informationschef eller reklamebureau har kontrol over. Nogle virksomheder har i stedet skabt et social media newsroom, hvor nettets hurtigste rygter om virksomheden samles på et og samme sted.
Det er også værd at notere sig, at selv om mændene stadig dominerer i bestyrelseslokalerne, så tilhører de sociale medier kvinderne. Både på Twitter og Facebook er andelen af kvinder 57 procent.
For at opnå fuld succes som bruger af sociale medier kræves der god gennemsigtighed og kommunikation på modtagerens vilkår. Hvis en utilfreds forbruger lufter sin utilfredshed i sin blog eller et andet forum, er der mulighed for at samle klagen op og gennemføre en aktiv indsats, der kan vende forbrugerens negative holdning til noget positivt. En fejl, der rettes på denne måde, giver høj troværdighed i netverdenen, og rygtet om den positive indsats spredes hurtigt.
For nylig er koncepter som Twingly Channels og Google Wave blevet lanceret. Twingly Channels er et nyt redskab til at følge med i, hvad der skrives om interessante emner, og Google Wave er ganske enkelt e-post i et nyt format. Alting sker i realtid og finder sted lige nu.
Det samme gælder i øvrigt også hard- og software. Ved hjælp af såkaldt cloud computing foregår alting i en imaginær sky, der altid er tilgængelig. Væk er besværet med installation og opdateringer. Og takket være skyen bliver social interaktion endnu lettere.
Selv om sociale medier er et brandvarmt emne, er det ikke nogen tryllemedicin, der automatisk løser problemer i allerede ustabile firmaer. Men for virksomheder, der er oprigtigt interesseret i at skabe en dialog med deres kunder og andre aktører, findes der nu teknik, som understøtter det – i høj grad takket være firmaer i Øresundsregionen.