Kort sagt: Efter et par år med højkonjunktur for bevægelser på tværs af Øresund – flytning, pendling og anden trafik – er der opstået en hektisk aktivitet i medieverdenen. Pludselig skal ”den anden side” opdages på ny. Men de fleste redaktioner ser ikke ud til at lært noget som helst siden det forrige mediemæssige Øresundsboom omkring broindvielsesåret 2000.
Den Øresundsoverskridende mediedækning ligner stadig i højere grad udlandsrapportering end en velinformeret og regional dækning.
Gamle fejltagelser er i færd med at blive gentaget, ved at man gør Øresund til et specialområde snarere end en integreret del af den daglige nyhedsdækning.
Af Thomas Frostberg
Lad det være sagt med det samme: Denne analyse er skrevet inde fra en Øresundsbaseret nyhedstjeneste, med alt hvad det indebærer af både fordele (otte års erfaring fra løbende Øresundsdækning i Rapidus, suppleret med købet af nyhedstjenesten Nyt fra Øresund sidste år) og ulemper (risikoen for at hele analysen opfattes som et partsindlæg). Men spørgsmålet er for vigtigt til, at vi kan afstå fra at beskrive den seneste tids udvikling, når det gælder medierne og Øresundsregionen.
Den 25. januar havde Øresundskomiteen indkaldt en gruppe repræsentanter for regionens førende medier til en rundbordssamtale i Øresundshuset i København. Politikerne i komiteen er bekymrede over, at Øresundsdækningen behandles for dårligt og håber at kunne gøre noget ved sagen ved at nedsætte en særskilt arbejdsgruppe.
Fra mediebranchen deltog de skånske aviser Sydsvenskan, Kvällsposten og City Malmö/Lund (alle fra en og samme koncern) samt undertegnede. De danske medier var fraværende, hvilket enten kan tolkes som manglende interesse for hele Øresundsspørgsmålet – eller som en på forhånd korrekt analyse gående ud på, at to timers samtale med politikere om mediesituationen ikke ville føre til nogle radikale forandringer. Der var heller ingen deltagere fra de regionale nyhedsprogrammer Sydnytt og Lorry, selv om de endnu en gang diskuterer et samarbejde omkring dækningen af Øresundsstoffet.
Det er let at ironisere over politikere, som indkalder til møde for at få medierne til at ændre deres dækning, men på et punkt har de faktisk ret. Øresundsregionens medborgere har ikke den mediedækning, de fortjener, af hvad der sker ”på den anden side”. De store redaktioner i Skåne og København har ganske enkelt ikke fulgt med i den udvikling, som har fundet sted, når det gælder flytninger, pendling og brotrafikkens vækst i det hele taget. Tværtimod er dækningen sandsynligvis dårligere nu, end den var før broindvielsen.
Ganske vist skrives der om brotrafikken og Øresundsbarrierer, men der mangler en velinformeret dækning, som Øresundsborgerne kan have gavn af i hverdagen. Rapporteringen om politik og samfundsspørgsmål i Mellemøsten er ofte bedre håndteret end dækningen af Danmark i de skånske medier, mens de danske redaktioner ikke vågner, før Sverige får sin egen Muhammedkrise på halsen.
På den baggrund er det let at blive entusiastisk over nyheden i sidste uge om, at Sydnytt og Lorry overvejer at indlede et nyt samarbejde på Øresundsområdet. Men, der er et stort MEN her. Forudsætningen er nemlig, at redaktionerne får midler fra EU’s Interreg-program til projektet, en tanke som er forkert på to måder. For det første har Lorry og Sydnytt allerede fået EU-støtte til lignende samarbejdsprojekter tidligere. Resultatet? Projekterne blev nedlagt, lige så snart de ekstra bevillinger tørrede ud. Hvad taler for, at det samme ikke vil ske denne gang også?
For det andet burde Øresundsperspektivet i skånske og københavnske medier være lige så naturligt som at rapportere om manglen på børnehavepladser i sydsvenske kommuner eller sociale problemer i hovedstaden. Bemærk at det ikke handler om at skrive mere om Øresundsbroen og andre direkte Øresundstemaer, men om at sprede hverdagsviden om, hvad der sker i København til skåninger og omvendt.
For titusindvis af mennesker er de grænseoverskridende nyheder ikke længere en specialinteresse, men en naturlig del af hverdagen. Sådan burde det også være i mediernes verden. Interreg-midler kan sikkert gøre en vis gavn som starthjælp til projekter på et umodent marked, men Øresundsregionen har lagt det stadie bag sig for længe siden og er nu en hurtigt voksende tumling, der løber omkring for egen kraft.
I dag er der et marked for Øresundsdækningen, hvis den udføres på den rigtige måde og handler om noget væsentligt. (Spar os for eksempel for endnu en artikel om, hvor svære tallene er på dansk!) Så lad ikke nogle Interreg-midler gå til at forstyrre den naturlige medieudvikling ved at skabe kunstige projekter som de Øresundsindlæg og specialprogrammer, der blev skabt omkring år 2000, men som hurtigt døde ud igen.
Er der intet at stille op for at fremskynde udviklingen og få diverse redaktører til at fatte, at der findes et markedspotentiale i Øresundsperspektivet? Jo, som medieforbruger kan vi naturligvis hver især udtrykkes vores utilfredshed med den nuværende situation. Det var i praksis hvad Øresundskomiteens medlemmer gjorde, selv om de forsøgte at sige det med pænere ord.
De ville fremføre det synspunkt, at der findes et stort markedspotentiale for regionens medier i Øresundsdækningen, men at redaktionerne i dag mangler visionær tænkning, og at udviklingen derfor går alt for langsomt.
Det stemmer – men beskrivelsen kunne lige så godt have handlet om handlingslammede politikere i kampen mod Øresundsbarriererne. Der er et stort potentiale i Øresundsintegrationen, men der mangler visionære politikere, som kan drive udviklingen fremad for fuld kraft.
Hvis Øresundskomiteen virkelig ønsker at gøre noget for at fremskynde udviklingen af Øresundsdækningen i medierne, bør de i hvert fald smække Interreg-kassen i og sørge for at få fjernet nogle flere Øresundsbarrierer. For i takt med at flere mennesker får en hverdag med Øresundsislæt, vil også kravene til en bedre dækning af begge sider af Øresundsregionen vokse. Det vil sandsynligvis få både større og mere langsigtede effekter på mediernes prioriteringer end politiske ønsker og en pose EU-penge.
