Danmarks beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen underskrev sidste uge en deklaration om at øge informationen for selvstændige og lønmodtagere i Øresundsregionen. Samtidig trues Øresunddirekt i København af nedlægning. Personalet er opsagt, eftersom finansieringen kun er sikret frem til juli måned.
Takket være besparelser og støtte fra Region Hovedstaden har den offentlige informationstjeneste Øresunddirekt kunnet fortsætte sine aktiviteter i første halvdel af 2007. Fra og med den 1. juli er pengene dog sluppet op, og i øjeblikket er der ingen løsning på problemet.
Selv om tiden er knap, har man fra Region Hovedstadens side et håb om, at Øresunddirekt vil overleve. En arbejdsgruppe, med repræsentanter fra både regionen og kommunerne, arbejder for at sikre yderligere finansiering.
— Vi har en god dialog kørende, så jeg er behersket optimist, siger Henrik Madsen, udviklingschef hos Region Hovedstaden.
Ifølge arbejdsgruppens beregninger kræves der seks millioner kroner om året for at drive aktiviteterne videre, hvilket frem for alt skyldes, at efterspørgslen efter informationer er vokset de seneste år. Hver måned har hjemmesiderne knap 70.000 unikke besøg.
Arbejdsgruppens målsætning er, ifølge Henrik Madsen, at Øresunddirekt skal finansieres ligeligt af regionen, kommunerne og staten. Han ser det derfor som et positivt tegn, at beskæftigelsesministeren specifikt nævnte Øresunddirekt i forbindelse med Øresundstinget i forrige uge.
Øresunddirekt var i perioden 2004-2006 ejet af Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) samt Økonomi- og Erhvervsministeriet, der bidrog med 2,5 millioner kroner hver. Københavns kommune stod for driften. Fra og med juli trækker Økonomi- og Erhvervsministeriet sig ud af samarbejdet, og Københavns kommune ønsker ikke fortsat at have ansvaret for driften.
Af Emilia Söelund