Kort sagt: Der er ny opblomstring af startups med investor-penge bag sig omkring Øresund. Flere har de seneste måneder fået penge. Tunaspot, Mofibo, TopVisible for at nævne nogle. Rapidus tror på det frie initiativ og støttekroner er ikke vejen frem, men kommunerne og regionerne kan bakke op på anden vis. Bl.a. er et ti år gammelt og for længst dødt, kommunalt initiativ omkring Øresund nu værd at genoplive i den nye situation.
Af Keld Broksø, københavnsredaktør
Det er let at finde startup virksomheder, som klager over, at det er svært at få funding og banklån. Men midt i de problemer er det en fejl ikke også at se på succeshistorierne: Der er en opblomstring omkring Øresund af startups, som rent faktisk lykkes med at få penge. Iværksættere har i kriseårene været under gigantisk pres, men nu synes investeringslysten at vågne igen. Har København, Malmø og resten af Øresundsregionens kommuner og regioner fokus nok på de virksomheder? Støtter man dem nok i de muligheder, som de har over sundet? Næppe. Men lad os tage blot tre succeser for at påvise en ny tid:
* Skånske Tunaspot fik i sommer 200.000 Euro fra tyske investorer til at ekspandere på det mobile marked. Tunaspot giver Spotify-brugere mulighed for at se, hvad andre hører og lave lokale playlister. Der er nu mere end 100.000 brugere. Ekspansionen er lagt også i Berlin fremover.
* Københavnske Mofibo har denne sommer fået en stor millioninvestering (beløb ikke oplyst) fra SEED Capital. Mofibo er en ny e-bogstjeneste med iværksætteren Morten Strunge i spidsen. Mofibo gør hvad Spotify gør med musik og Netflix med film: Læs ubegrænset for et fast, månedligt beløb.
* IT-firmaet TopVisible fra Malmø fik også i sommer en sekscifret kapitalrejsning i euro fra private investorer. Bl.a. vil de skabe en ny overvågning af ranking af websites med navnet RankTrail.
Nye firmaer med så stærke ideer, at de kan rejse penge, skal nok kan klare sig selv. Det er ikke offentlige penge, de behøver. Men det er en tilbagelænet holdning ikke at udnytte regionalt, at noget er ved at vokse sig stort med potentiale for at blive endnu større. Vi har 13 år års initiativer på erhvervsområdet, men meget døde på grund af dårlig timing og halvhjertede indsatser. Nu står vi i en ny situation, hvor det er værd at genoplive nogle tanker. Et par eksempler:
* For ti år siden i 2003 gik danske og svenske kommunale erhvervschefer sammen om at få virksomheder til at danne eksportgrupper eller samarbejde om produkter på tværs af Øresund. Erhvervschefer på begge sider af Øresund ville være mellemmænd og koble deres lokale mindre og mellemstore virksomheder sammen. Initiativet fik navnet Samarbetande Erhvervschefer i Øresundsregionen. Der var erhvervschefer med fra Sjælland, Lolland-Falster og Skåne med. Hurtigt blev initiativet stendødt. Her ville der virkelig være en opgave for eksempelvis Øresundskomiteen, som kunne facilitere et nyt samarbejde: Vi er blevet mange erfaringer rigere siden – og alle har en interesse i en regional styrkelse.
* I 2011 fik initiativet Øresund Business Match dødsstødet. Projektet ville få 1200 virksomheder på tværs af Øresund til at handle med hinanden via portalen Øresunddirekt, match-making og lokale virksomhedsrådgivere fra erhvervsservicecentre. Mangel på organisering og konkrete initiativer betød, at stikket blev trukket ud af bl.a. Region Hovedstaden, der betalte en del af de 7 mio. DKK.
I dag kan man i bagklogskabens lys se på om der blev tænkt stort og fokuseret nok? Skræmmer sporene?
Det vil være trist. Nu er tiden nemlig moden til at løfte vores succesfulde startups videre ud i verden. En genoplivning af de to initiativer kræver langt større skala. Adjunkt på Danmarks Tekniske Universitet, Balder Onarheim, har en forklaring på, hvorfor vor innovation halter efter større lande: Den øgede efterspørgsel på innovation i den skandinaviske kultur fører til en masse små, uafhængige virksomheder med lave ambitioner om globalt spænd, mener han. Det er altså den større globalisering, vi mangler — og en begyndelse er som bekendt at se over sundet. Vi kan i den offentlige sektors backup sætte barrieren højt:
Vi går efter succeser med funding. Vi kan tilbyde fripladser i nogle af de mange kontorfællesskaber på tværs af sundet. Vi kan belønne de gode samarbejder så vi får fyrtårne, som det sker i en ny Øresundspris for sundhed: Her vil Region Hovedstaden og Region Skåne vil belønne banebrydende samarbejde inden for sundhed på tværs af Øresund med 1,6 millioner kroner.
Hvor ikke også give priser blandt de mange nye startups, der har bevist deres værd ved at få penge?
Øresund må gribe den ny opblomstring af startups med penge bag.