Investeringsselskabet indenfor medicin og biotek, Øresund Healthcare, har i al ubemærkethed fusioneret to svenske selskaber som led i en konsolidering. Et af porteføljeselskaberne, Aditus Medical AB i Lund, er lagt ind under Malmø-selskabet iClin Solutions, der førhen blot var et datterselskab under Aditus. Nu er rollerne byttet om.
Direktør for Øresund Healthcare, Niels Mengel, som har kontor i Lyngby hos forskerparken Scion-DTU, bekræfter sammenlægningen, som end ikke er opdateret på Øresund Healthcares egen hjemmeside.
— Vi har fusioneret Aditus med iClin for at styrke vores position for de to selskaber. iClin har en distributionsaktivitet, som vi i forvejen havde Aditus med i, siger Niels Mengel til Rapidus.
— De to selskaber bruger også samme teknologi, men i den nye konstruktion anvender man dem også til cancerbehandling på vanskeligt tilgængelige steder som i mund og halsregion, fortæller Niels Mengel.
Heller ikke på Aditus stadigt eksisterende hjemmeside – eller på iClins hjemmeside – fremgår sammenlægningen. Det forklarer direktør Anders Johnsson sådan:
— Aditus Medical AB er i princippet stadig et selvstændigt selskab, men nu langt ind under iClin, som det selskab vi fremover markedsfører som ansigtet udadtil. Aditus har stadig patenter, og er producerende firma, men vi vil sælge i iClins navn, fastslår Anders Johnsson.
Øresund Healthcare konsoliderer med fusionen de tre eneste, tilbageværende selskaber i porteføljen: iClin i Malmø, Alsensa i København samt CMC Contrast AB i henholdsvis Lund og Lyngby nord for København. CMC Contrast er også det eneste selskab, der har fået kapitalindskud i år med 40 mio. danske kroner ved årets begyndelse.
— Exit er vanskeligt nu, og så vi bruger ressourcerne bedst på at støtte eksisterende selskaber. Vi beholder selskaberne længere for at skabe værditilvækst, og er klar til exit, når markedet er mere optimalt. Vi skal ikke rejse mere kapital i år eller investere i nye selskaber lige nu. Til gengæld er unoterede selskaber som vores tit værdifaste. Vi har det held, at vi ikke har dårlige selskaber, siger Niels Mengel.
Øresund Healthcare har markante profiler som faste investorer, og de har samlet investeret godt 80 millioner kroner i oprindeligt fem selskaber.
Af Keld Broksø