Orange rekrutterer tidligere JC-chef
Mobiloperatøren Orange, med svensk hovedkontor i Malmø, har udnævnt Magnus Holst til ny Head of Retail med ansvar for etableringen af Orangebutikker i Sverige.
Magnus Holst, som tiltræder stillingen i dag, var reklamechef i tøjkæden JC fra 1998-2000. Han har endvidere arbejdet med detailhandel som konsulent hos Scandinavian Retail Center i Helsingborg og var frem til april i år adm. dir. for Lundvirksomheden ShopSetup.com, der udvikler e-handelsplatforme. Senest kommer han fra reklamebureauet Monopol.
Orange har en af de fire licenser til tredje generation af mobiltelefoni i Sverige. Orange Sverige ejes af Orange SA (85%), Skanska (10%), NTL (3%) og Schibsted (2%).