Olicom-selskab forhandler med Singapore
Det Olicom-ejede Decuma i forskerparken Ideon i Lund forhandler med CET Technologies i Singapore, erfarer Rapidus. Diskussionerne handler om at integrere Decumas software til tegntolkning af håndskrift i Ceteon 840, en såkaldt tynd klient, dvs. en enklere computer der er forbundet med en server hvor hovedparten af softwaren og dataene ligger. Ceteon afprøves blandt andet inden for sygeplejen.
Der er endnu ikke nogen aftale, men interessen er stor fra CET. Så stor at Ceteon allerede er blevet præsenteret på internationale IT-messer med Decumas software installeret i demoversionen.
Ceteon består hovedsageligt af en tynd skærm. Apparatet, som er noget mindre end et A4-ark i areal og et par centimer tykt, kommunikerer via trådløst netværk eller GPRS. Det er et meget dyrt produkt og en eventuel aftale vil derfor ikke føre til store mængder for Decuma, men orienteringen mod kvalificerede brugere inden for eksempelvis sygeplejen vurderes som interessant for fortsat markedsføring af softwaren.
CET Technologies indgår i Singapore Technologies Engineering Group, som er noteret på børsen i Singapore.