Konkurrencen øges for regionens teknikvirksomheder, når netværkskamerafirmaet Axis i Lund opretter en åben applikationsplatform. Samtidig giver platformen mulighed for, at små virksomheder kan få adgang til et marked, som ellers er svært at nå. Det ligger fast efter en rundringning foretaget af Rapidus.
I slutningen af september præsenterede Axis sit nye koncept, som går ud på, at hvem som helst kan udarbejde programmer, som derefter sælges via Axis’ nye salgsportal. Via programmerne kan netværkskameraerne udstyres med forskellige typer funktioner, for eksempel at tælle forbipasserende biler eller identificere mennesker. Konceptet ligner i praksis Apples App Store eller Sony Ericssons nystartede Developer World. I dag har Axis 600 udviklingspartnere i hele verden.
— Vi håber på omkring 500 applikationer efter et stykke tid. Selv om konkurrencen bliver større, så bliver markedet også større. Åbne standarder er naturligt inden for IT og telekom, men for sikkerhedsbranchen er det fuldstændig revolutionerende, siger Magnus Zederfeldt, nordisk salgschef hos Axis.
På Cognimatics i Lund er reaktionen blandet. Firmaet udvikler persontællingsalgoritmer og har fordoblet sin omsætning i år.
— Konkurrencen kan bevirke, at det bliver sværere for os. Samtidig bidrager platformen til, at vi kan understøtte flere kameramodeller, og for vores kunder bliver vedligeholdelsen lidt nemmere at håndtere, siger adm. dir. Rikard Berthilsson.
Axis’ partner Milestone Systems i Brøndby har gennem flere år haft en lignende platform, og de kan kun se fordele. Også automatiseringsfirmaet Kentima i Staffanstorp og det Lundbaserede billedbehandlingsfirma Lyyn, der forbedrer streamede videosignaler i realtid, er overvejende positive over for platformen.
Af Anders Frick