… og efterspørgslen fra danske kunder vokser også
Flere af de svenske konsulentfirmaer oplever også, at det lysner i Danmark. Det børsnoterede telekomkonsulentfirma Cybercom rekrutterer for eksempel på begge sider af Øresund. Også Enea regner med flere danske opgaver fremover, efter nogle magre år.
-- I de sidste tre år har vi næsten ikke fået nogle opgaver overhovedet fra den danske side. Men nu begynder det at lysne, og vi forventer, at trenden bliver stadig tydeligere fremover. Derfor vælger vi at satse på Danmark igen, siger Thomas Goréus, forretningsområdechef for Enea Öresund.
Under nedturen valgte Enea, der udvikler systemer til blandt andet telekombranchen og industrien, at opgive forsøget på at få danske kunder, med den begrundelse at selskabet nemmere kunne få ordrer i Sverige.
-- Vores varemærke er velkendt i Skåne, men ikke i Danmark. Derfor har det været sværere på den danske side. Nu har forudsætningerne dog ændret sig, og vi ser muligheder for igen at blive større i Danmark, siger Thomas Goréus.
Han tilføjer, at der i dansk industri er mange potentielle kunder, som har ligget lavt i lavkonjunkturperioden, men nu begynder at investere.