Arbejdet med gæstelisten til Malmö kommunes og Region Skånes repræsentation på verdensudstillingen i Shanghai er i fuld gang. Klar til at tage af sted er blandt andre Landskronafirmaet Oatley og Malmöbaserede Ubiqo, mens konsulentkoncernen Sigma endnu ikke har takket ja.
I løbet af en uge i slutningen af oktober kan Malmö kommune og Region Skåne disponere over store dele af den svenske pavillon med henblik på at præsentere regionen og skabe erhvervskontakter til skånske virksomheder og organisationer. Foruden udstillinger og præsentationer bliver der mingling med kinesiske politikere og erhvervstopfolk.
Ud over IT-sikkerhedsfirmaet Ubiqo deltager, inviteret af Malmö kommune, det Helsingborgbaserede industrifirma Nederman samt Sea-U og Scandinavian Green Roof Association. De to sidstnævnte er non-profit organisationer, hvis formål er at udbrede kendskabet til henholdsvis det maritime miljø og tage dækket af planter.
— Vi håber også at få Phytho Technologies, der arbejder med vandrensning, med os, og Sigma, som beskæftiger sig meget med grøn IT, siger Grethe Lindhe, projektleder for Malmö kommunes deltagelse i Shanghai.
Region Skåne er ikke kommet lige så langt med sin planlægning. Klar til at tage af sted er i hvert fald levnedsmiddelfirmaet Oatley fra Landskrona.
Af Erik Olausson