Det nye Væksthus Hovedstadsregionen vil ud over det overordnede mål om at fordoble antallet af vækstvirksomheder og iværksættere i Hovedstadsregionen også rådgive de danske vækstvirksomheder om ekspansion over Øresund.
Væksthuset åbnede 1. maj i Symbion Forskerpark i København. Direktør for Væksthus Hovedstadsregionen, Marlene Haugaard, vil allerede 26. juni mødes med svenske samarbejdspartnere i Malmø for at udvikle den nye rådgivningsvirksomhed.
— Vi vil se på, hvordan vi kan samarbejde over Øresund. Det skal gøre os i stand til at rådgive ved danske etableringer i Skåne, siger Marlene Haugaard, som regner med at have planer for det parat efter sommerferien i august.
Marlene Haugaard ser etableringer på den anden side af sundet som et forholdsvis nemt, første skridt mod en internationalisering af vækstvirksomhederne i Hovedstadsregionen.
Gennem rådgivning, netværk, individuel coaching, seminarer og kurser vil Væksthuset desuden give vækstlaget kompetencer til forretnings-, produkt- og procesudvikling samt til organisering, finansiering, selskabsdannelse og kontrakter.
Væksthus Hovedstadsregionen er et af fem nye, danske, regionale væksthuse, som skal fokusere på rådgivning af iværksættere og vækstvirksomheder. Alle 29 kommuner i Region Hovedstaden står bag Væksthuset med etableringen af en erhvervsdrivende fond.
Af Keld Broksø