Når første spadestik taget om et par uger den 1. juli tages til Københavns nye bioteknologisk forskerpark COBIS – Copenhagen Bio Science Park – er der allerede sat en ny, klar fokus på mulighederne i Øresundsregionen – og der er etableret et nyt samarbejde.
Ejerkredsen bag COBIS, som er Symbion, Scion-DTU samt Incuba Science Park, har de seneste måneder etableret stærke kontakter over sundet, og har holdt møder i Skåne med BMC – Biomedicinskt Centrum i Lund, Ideon Science Park i Lund samt Medeon i Malmø.
— Vi skal hjælpe hinanden med forretningsudvikling, og skabe de bedste muligheder for virksomhederne. Der er nu et stærkt samarbejde, som vi vil udvikle yderligere til vi åbner næste år i 2009, fortæller Torben Orla Nielsen, som er udviklingschef hos Scion-DTU A/S.
COBIS-byggeriet kommer til at koste 240 mio. kroner med første etape til 130 mio. kroner. COBIS skal især huse mindre opstartsvirksomheder, der er spinouts fra institutionerne tæt på: Det er Rigshospitalet, Panum Instituttet (det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet) samt det bioteknologiske forskningscenter BRIC.
— Som forskerpark kommer vi til at lægge i et smørhul af life science institutioner, konstaterer Torben Orla Nielsen, som regner med COBIS skal huse 20 til 40 firmaer.
En del af samarbejdet med Skåne angår modne virksomheder, som deler aktiviteterne over sundet.
— Man ser ikke mange nye virksomheder med to afdelinger, men på sigt kan det ske. Det vigtigste i samarbejdet er forretningsudvikling, hvor vi kan lære af hinanden, siger Torben Orla Nielsen.
COBIS har en række tunge partnere blandt institutioner, virksomheder og investorer. Herunder: Forskercentret BRIC, Copenhagen Business School, Medicon Valley Alliance, DVCA – Danish Venture Capital and Private Equity Association, LEO Pharma Nordic og 7TM Pharma.
Af Keld Broksø