Det danske antistoffirma Symphogen i Lyngby har ansat Adriann Sax som Chief Business Officer. Stillingen er nyoprettet. Ifølge adm. dir. Kirsten Drejer er årsagen, at selskabets teknikplatform nu er moden til større satsninger på samarbejdsaftaler, hvilket er hvad Adriann Sax primært skal beskæftige sig med. Sax har tidligere haft chefstillinger i blandt andet King Pharmaceuticals, Merck og Bristol-Myers Squibb. Hun vil få et nyåbnet kontor i New Jersey som sin base.
Også biotekfirmaet Nordic Vaccine i forskerparken Symbion har oprettet en ny chefstilling. Kim Vilbour Andersen er ansat som Chief Operating Officer og skal her supplere CEO Steen Klysner ved primært at tage ansvar for projektudvikling og patenter. Kim Vilbour Andersen har tidligere arbejdet hos Carlsberg Laboratory, Novo Nordisk, Maxygen og flere andre biotekfirmaer.
Annika Nessvold, tidligere chef for rekruttering inden for salg og marked på Manpowers Malmökontor, bliver ny regionalchef for vikarfirmaet Kelly Services i Malmö. Inklusive Kelly Scientific Services beskæftiger Kellykoncernen tre personer i Sydsverige.
(Rapidus)