Ny kapital skal give BioInvent lægemiddelkandidater mod cancer
Pengene fra BioInvents kommende nyemission, som Rapidus kunne berette om i onsdags, skal anvendes til at udvikle egne antistofbaserede lægemiddelkandidater mod blandt andet cancer. Desuden fortsætter udviklingen af virksomhedens teknologi omkring proteinchips.
Formelt er det bestyrelsen, der afgør om og hvornår det bliver aktuelt med en nyemission, ifølge en beslutning truffet på den ekstraordinære generalforsamling i fredags. Men der hersker egentlig ingen tvivl om, at en emission bliver til noget. Tværtimod bliver det sandsynligvis aktuelt med yderligere en emission senere i år i forbindelse med en planlagt notering på Stockholmsbørsens O-liste.
Adm. dir. Svein Mathisen vil ikke komme ind på, hvor stort kapitalbehovet er, og dagens aktiver rækker under alle omstændigheder til resten af år 2001. Men for at opnå en tilstrækkelig ejerspredning ved en børsintroduktion kræves der en større emission. I dag har BioInvent omkring 160 aktieejere, men i praksis ejes selskabet af virksomhedsledelsen og en halv snes institutionelle investorer. Man håber at kunne få indlemmet en eller flere internationale organisationer allerede i forbindelse med den første nyemission.
BioInvents forretningsgrundlag er en overskudsgivende kontraktfremstilling af antistoffer til kliniske studier og færdige lægemidler. Forskningen omkring proteinchips har til formål ved hjælp af antistoffer at kunne identificere og sammenligne proteinsammensætningen i eksempelvis cancerceller med raske celler. Når det gælder egne lægemiddelkandidater er målet at føre dem frem til kliniske studier i fase et eller to for derefter at finde en partner, der råder over en organisation til markedsføring og salg.
Carnegie er BioInvents finansielle rådgiver.