IT-konsulentfirmaerne Create i Lund og Multicom i Malmö fusionerer. Den nystiftede koncern får navnet Create Group og vil have 85 ansatte fra start. Med igangværende rekrutteringer regner selskabet med at vokse til omkring 100 personer frem mod jul. Dermed er aftalen en af de største i den skånske IT-branche det seneste år.
— Målet er at omsætte for 60 millioner i løbet af næste år og have et overskud på 5-8 millioner. Vi er to lønsomme selskaber der fusionerer, og aftalen er derfor offensiv, siger Creates adm. dir. Mikael Kretz, som bliver bestyrelsesformand i koncernen.
På den fælles liste over kundereferencer finder vi Nokia, Ericsson, Sony Ericsson, ABB, Stockholmsbørsens ejer OMX, FöreningsSparbanken, Gambro, AstraZeneca og Ferring. I planerne indgår en fortsat geografisk ekspansion. Tilsammen får Create Group 15 ansatte i Stockholm, en stab der skal udvides. Næste skridt er en etablering i Göteborg til næste år og på sigt flere steder. Inden for tre år er målsætningen at have nået en omsætning på mindst 200 millioner.
Konsulentaktiviteterne vil fortsat blive udført under de respektive firmanavne Create og Multicom i separate datterselskaber. Create skal sælge tjenester inden for systemudvikling, kvalitetssikring og test. Multicom fokuserer på sit kerneområde teknikinformation, der omfatter alt fra brugermanualer og præsentationsmateriale omkring tekniske produkter til dokumentation i systemudviklingsprojekter. Dermed vil selskaberne kunne påtage sig opgaver, der spænder over hele udviklingskæden, hvilket har været drivkraften bag aftalen.
Create blev startet for fire år siden i Ideons væksthus af afhoppede konsulenter fra Cap Gemini i Malmö, mens Multicom blev grundlagt helt tilbage i 1962.