Nu skal Øresundsselskaberne bevise deres værdi på børsen – del 2

Kort sagt: I foråret gjorde Rapidus et forsøg med en Øresundsportefølje i svenske Aktiespararnas konkurrence Börs-SM. Hvordan det er gået, vender vi tilbage til, men den gang var der ikke mange danske selskaber at vælge mellem. Derfor gentager vi den samme test i Dagbladet Børsens aktiespil, som startede i denne måned.

Hidtil har den nye investering dog ikke været særlig vellykket. Tværtimod har en alternativ placering i amerikanske selskaber vist sig betydelig mere lukrativ.

Af Martin Ollhage og Thomas Frostberg

Som et trist bevis på hvor langt der stadig er over Øresund, viser det sig at være stort set umuligt at finde interessante svenske selskaber i Børsens aktiespil, ligesom udvalget af danske selskaber i Börs-SM var begrænset. Det var lige før hele ideen gik i vasken, men i stedet har vi valgt at deltage på begge sider og sammensætte en dansk og en svensk portefølje med Øresundspræg.

Denne lynanalyse varedeklareres altså ikke som en købs- og salgsanalyse med det primære formål at opnå maksimalt afkast, men udgør sammen med forårets pendant snarere et pædagogisk værktøj, der skal øge kendskabet til interessante børsnoterede selskaber på den anden side af Øresund. De selskaber vi har udvalgt (fra Børsens begrænsede liste, som næsten helt mangler små selskaber) er:

PHARMEXA

Biotekvirksomheden Pharmexa, med hovedsæde i Hørsholm, udvikler lægemidler mod blandt andet brystcancer, Alzheimers og psoriasis. Med selskabets teknik AutoVac fremstilles vaccine, der stimulerer immunforsvaret, sådan at kroppen selv skal kunne bekæmpe sygdommen.

Investeringen i Pharmexa er en satsning med høj risiko. Med små indtægter, høje udviklingsomkostninger og usikre udsigter omkring selskabets produkter er der en konstant risiko for tilbageslag.

Men Pharmexa har styrket sin økonomiske situation betydeligt i år. En nyemission på 209 millioner kroner i maj har sikret finansieringen i en rum tid fremover, og konkurstruslen er væk. Samtidig er det lykkedes selskabet at sænke sit omkostningsniveau betydeligt. En større samarbejdsaftale med en partner, som Pharmexa længe har ledt efter, kunne indebære en hurtig kursstigning for aktien.

CHR. HANSEN

Chr. Hansen i Hørsholm udvikler og sælger ingredienser til blandt andet levnedsmiddel- og medicinalindustrien. Selskabet, som sidste år omsatte for godt fire milliarder kroner, opjusterede for nylig både omsætnings- og resultatprognosen for regnskabsåret 2003/04, som netop er afsluttet.

Et ekstra krydderi er ALK-Abelló, et datterselskab der beskæftiger sig med allergivacciner. Selskabet har allerede en milliardomsætning og står over for en børsnotering, så snart markedsklimaet tillader det. En opdeling af Chr. Hansen med efterfølgende særnotering af ALK-Abelló ville blive hilst velkommen af aktiemarkedet og kan føre til friske penge i moderselskabets kasse. Alternativt skabes der et nyt interessant ejerskab, ved at aktierne i allergiselskabet deles ud til Chr. Hansens ejere.

Kan trods sin størrelse være interessant i en aktiekonkurrence. Har allerede klaret sig godt på børsen i år, 50 procent op, og fortsætter med at vise stærke tal.

GN STORE NORD

Teknikgiganten GN Store Nord har opdelt sine aktiviteter i tre dele: headsets, høreapparater og audiologisk diagnoseudstyr. Selskabet har gennem de seneste år gennemgået en sund rendyrkning af sine kerneområder og blandt andet frasolgt smertensbarnet Nettest, som udvikler testværktøjer til telekommarkedet. GN er et af de største selskaber på Fondsbørsen i København med 4.400 ansatte og en omsætning i fjor på 4,7 milliarder kroner.

Det seneste år har selskabet oplevet et kursmæssigt opsving på over 40 procent i takt med øgede forventninger til selskabets salgs af headsets. Succesen har fået selskabsledelsen til at opjustere vækstprognosen for hele året. Desuden er der forhåbninger på markedet om yderligere opjusteringer fra selskabet. Spekulationer om at amerikanske Johnson & Johnson skulle være interesseret i GN Store Nords høreapparataktiviteter, gør selskabet endnu mere interessant - i det mindste i en aktiekonkurrence.

Den kraftige stigning og høje prissætning indebærer dog samtidig, at risikoniveauet er steget betydeligt.

NOVOZYMES

Skandinaviens største biotekfirma, Novozymes med hovedkontor i Bagsværd, fremstiller enzymer der blandt andet anvendes i rengørings- og levnedsmidler. Selskabet er gået fra at være en lille udviklingsdel inden for medicinalkoncernen Novo Nordisk til at blive en af sværvægterne på den danske børs. Med en børsværdi på næsten 20 milliarder kroner er virksomheden større end samtlige svenske børsnoterede biotekselskaber tilsammen. Anvendelsesområderne for selskabets enzymer er mange og potentialet stort, frem for alt nu hvor virksomheden er begyndt at fokusere på lægemidler og kosmetik, hvor vækstmulighederne vurderes til at være gode.

Onsdagens nimånedersrapport fra Novozymes giver desuden håb for fremtiden. Overskuddet stiger - så hurtigt at ledelsen for anden gang i år har valgt at skrue forventningerne for hele året i vejret. Desuden meddelte man, at tilbagekøbsprogrammet for egne aktier udvides med 200 millioner kroner. Tilbagekøbet vil støtte aktiekursen de kommende måneder. Blandt de mørke skyer noterer man den svage dollarudvikling, som presser selskabet.

OLICOM

Olicom, ventureselskab med hovedkontor i Virum. Et selvskrevet selskab i en Øresundsportefølje, eftersom Olicom som en af få investorer er gået over Sundet og har investeret i et par skånske selskaber. Scalado, som udvikler billedhåndteringssoftware til mobiltelefoner, er det mest succesfulde, som det for nylig lykkedes at få tilført yderligere kapital til sin ekspansion. Olicoms investeringer lægges i telekomrelaterede selskaber af forskellig art. Sifira, som udvikler avancerede voicemail-tjenester, er en af de mest interessante danske besiddelser, hvor salget er kommet i gang. Olicom er også eneejer af ITE, som står bag spillet med skærmtrolden Hugo.

Det er unægtelig en investering med høj risiko, og lige efter aktiekonkurrencens start nedjusterede selskabet sin resultatprognose for anden gang i år, efter millionafskrivninger i porteføljen. Samtidig signalerer Olicom, at et par af selskaberne er modne til frasalg og flere andre har nået vigtige gennembrud i den seneste tid.

Og hvad var så historien med USA? Jo, en portefølje vi sammensatte mest for sjov med udelukkende amerikanske selskaber, har vist sig at være en succes og svinger mellem plads 200 og 400. For Øresundsporteføljen på plads 29.032 er der lang vej hjem. Hvilke amerikanske selskaber vi valgte? Apple, Starbucks og Biogen Idec - den sidstnævnte i hvert fald med en vis Øresundsforbindelse i kraft af det genoplivede projekt med et stort produktionsanlæg i Hillerød!

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: