Nu begynder den egentlige test for regionsopbygningen

Af Jan Wifstrand

I disse dage er det moderne i erhvervslivet at foretage SWOT-analyser i tide og utide.

Rapidus vil naturligvis ikke stå tilbage.

Den 28. januar, i Rapidus’ første uge, dristede vi os til at udpege hurtigvokserne som nøglen til Øresundsintegrationen. Nu hvor Øresundsbroen er åbnet, og visioner skal realiseres, er det på tide med en eftertanke.

Hvordan ser det ud for regionen, i en SWOT-analyse set i virksomhedernes fremtidsperspektiv?

STYRKERNE

Universiteter og højskoler - det er en kendsgerning, at regionen har meget stærke forudsætninger uddannelsesmæssigt. Der findes både ideer og initiativer til at udnytte hinandens viden på begge sider af Sundet. Endvidere er der tegn på, at det bliver mere attraktivt for den højtuddannede nyudklækkede arbejdskraft at blive i regionen i stedet for at søge til udlandet eller – i Sveriges tilfælde – til Stockholm. Københavns rolle i denne proces bliver sandsynligvis meget vigtig.

Den politiske bevidsthed, frem for alt i Malmø - praktiske fremtidsplaner i stedet for gusten nostalgi har slået rod i Malmøs politiske ledelse på en måde, som kan styrke regionen på langt sigt. Mens København og Lund historisk set har stået bedre rustede i denne henseende, breder der sig nu i regionens anden storby sagte, men sikkert et videnorienteret fremtidssyn.

SVAGHEDERNE

Risikokapitalmarkedet i Danmark - det er underudviklet og ineffektivt for iværksættere. Der hersker stadig en situation, hvor mange iderige iværksættere må træne i at stå med hatten i hånden hos konservative pengeinstitutter. I den seneste udgave af ugebrevet Mandag Morgen blev det i øvrigt påpeget, hvor få professionelle business angels der er i Danmark. (Paradoksalt nok medtager vi den samme faktor under overskriften ”MULIGHEDERNE” nedenfor.)

By- og revirtankegangen på både den svenske og danske side - kun få af magtens repræsentanter taler med overbevisning om regionens interesser. I stedet er det rædslen for, at netop ens egen kommune skal lide tab, der skinner igennem.

Den dårlige markedsføring af regionen - Øresundsidentiteten skal nu udvikles i fællesskab, siger alle involverede parter. Og det har kedeligt nok den konsekvens, at Skåne – og København! – trækker en nitte og markedsføres amatøragtigt af mantramessende Københavnsfortalere, som har lært et konstrueret slogan om ”the Human Capital” udenad. Rapidus har allerede sagt det flere gange: det er hurtig, opdateret og veldistribueret information om regionens stærke vækstvirksomheder der er brug for, ikke flere charmerende glansbilleder fra ”Wonderful Copenhagen”.

MULIGHEDERNE

Risikokapitalmarkedet igen - ja, også det danske! For nye aktører er på vej, og en international ånd ser ud til at dukke op og dermed skabe en mere professionel indstilling. Sverige er langt, langt foran her, men situationen er trods alt lovende i sin helhed. Medicon Valley Capital er blot ét eksempel på nytænkningen.

Andra Varvet i Malmø - her har vi et fremtidsprojekt med alle chancer for at få succes. Den geografiske beliggenhed i Malmø havn, Sigmakoncernens satsning og en professionel ledelse med den erfarne direktør Peter Wulff gør Andra Varvet til et af regionens mest spændende projekter. Nogle af Københavns interessante nyudstykkede industri- og kontorområder giver sammen med Andra Varvet meget synlige beviser udadtil på ”intelligent ekspansion”.

TRUSLERNE

Vi nøjes med en akut trussel - det generelle børsklima.

Det kan lyde besynderligt. KFX-indekset er jo steget pænt i en periode, omsætningen i København vokser kraftigt og så videre, mens det er det svenske marked, som har stået for det negative på det sidste med halverede børsværdier i mange IT-virksomheder for eksempel.

Men fejheden på markedet synes at være den samme. For at hurtigvokserne skal spille en stærk rolle i fremtiden, kræves der flere offentligt ejede virksomheder. Nyintroduktionerne har været svingende i Sverige og glimrer stort set ved deres fravær i Danmark.

Kurserne drøner op og ned på nærmest neurotisk manér, tilsyneladende uden rationelle årsager. Det virker naturligvis skræmmende. Men nyintroduktionerne er nødvendige. Både interessen for og kendskabet til vores regionale vækstvirksomheder bliver meget større, hvis ejerspredningen fortsætter.

De praktiske barrierer er en anden trussel. Dem har Rapidus allerede beskæftiget sig en del med.

Slut på SWOT-analyse.

”Nøglen ligger hos de hurtige, teknologiorienterede og videnintensive vækstvirksomheder. Ikke i dagligvarehandlen og den etablerede industri. Ikke hos den snævre magtelite. Ikke i symbolik eller visionær ønsketænkning.”

Sådan skrev Rapidus den 28. januar. Det gælder stadig.

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: