Det bliver i år tolv skånske firmaer, der møder indbudte ventureinvestorer på Connect Skånes finansieringsforum Top 10. Et af de tretten ventureselskaber, som deltager, er danske NorthCap, der lige nu leder efter investeringer i Sydsverige.
Connect Skåne fik 26 ansøgninger fra virksomheder, der ønskede at deltage i årets Top 10, som afvikles i Turning Torso i næste uge. Af disse udvalgte en komité tolv firmaer, der virkede særligt lovende. Hovedreglen er, at virksomhederne skal have deltaget i Connects springbrætproces og befinde sig i en ekspansionsfase.
Søren Jessen Nielsen, investeringschef hos NorthCap, mener, at forumet giver mulighed for at møde skånske virksomheder, som de ikke havde kendskab til før. Han mener, at der findes flere interessante virksomheder i regionen, som i en vis udstrækning overses, fordi svenske investorer især holder sig inden for Stockholmsregionen.
— I 2005 investerede vi i Scalado, og det samarbejde har vi været meget tilfredse med. Nu leder vi aktivt efter andre virksomheder i Sydsverige, siger Søren Jessen Nielsen.
Ventureselskabet er interesseret i firmaer, der allerede har et kundegrundlag og nu ønsker at satse internationalt. I Skåne leder NorthCap frem for alt efter softwarefirmaer med en omsætning på 10-20 millioner svenske kroner.
Ifølge Connect Skånes driftsleder Rikard Malmberg deltager følgende firmaer i årets Top 10: medicoteknikfirmaerne SpectraCure, SchizoDetect og Novosense fra Lund samt CarpoNovum fra Malmö. IT-firmaet ExpertMaker fra Lund, medicinalselskaberne NeuroPharma og DermaGen fra Lund samt miljøteknikfirmaerne Bioprocess Control, Zemission og ComPower fra Lund. Desuden deltager DHF Airport Systems fra Lund og cykelhjelmfirmaet Hövding fra Malmö.
For Olle Olsson, adm. dir. hos SchizoDetect, er arrangementet en mulighed for at møde en række nye potentielle investorer. Selskabet søger netop nu kapital i størrelsesordenen 10 millioner svenske kroner for at udbrede deres system til opdagelse af skizofreni til yderligere et par europæiske lande.
Af Emilia Söelund