Nordic Vaccine jagter ti millioner euro til ny pneumokokvaccine

Biotekfirmaet Nordic Vaccine i København har allerede ventureselskaber som Sunstone Capital, DTU Innovation og Syddansk Innovation i ryggen. Men med en ny patentanmeldt teknik til næste generation af pneumokokvacciner er selskabet på jagt efter yderligere investorer og ti millioner euro, hvoraf halvdelen allerede er garanteret.

Finansieringsrunden var planlagt allerede sidste år, men blev udskudt, eftersom firmaet skiftede fokus. Tidligere har man hovedsageligt fokuseret på et samarbejdsprojekt med medicoteknikfirmaet Coloplast om udviklingen af plastre til distribution af vaccine. Nu satser Nordic Vaccine på at udvikle egne vacciner, i første række mod pneumokokker, som er en hyppig årsag til lungebetændelse, meningokokker og hepatitis B, som kan give alvorlige leverskader.

-- Vi satser på at udvikle næste generation af vacciner, det vil sige områder hvor vaccinerne findes, men ikke fungerer godt nok i dag. Vi kombinerer vaccinen med nanopartikler, hvilket forøger effekten og bevirker, at vi kan skræddersy den til flere sygdomme samtidigt, siger adm. dir. Steen Klysner.

Til hepatitis vil virksomheden udvikle en terapeutisk vaccine, som også kan kurere kronisk inficerede patienter. Vaccinen udløser immunforsvaret, så kroppen selv nedkæmper virusen. Cirka 400 millioner mennesker, primært i Asien, vurderes at være kronisk smittede.

Steen Klysner regner med at være klar med fase II-studier på alle tre vacciner inden for to et halvt år.

Parallelt foregår udviklingen af vaccineplastret. Ved at koble det aktive stof i vaccinen til nanopartikler kan det optages direkte gennem huden, hvilket er praktisk ved massevaccinationer eller i den tredje verden, hvor det er svært at holde nåle sterile. Foruden Coloplast er Danmarks Farmaceutiske universitet og Rigshospitalet i København involveret i projektet, som støttes af statens Højteknologifond med ni millioner kroner. Sten Klysner regner med at påbegynde kliniske studier i 2009, og at det tager yderligere nogle år at få plastret frem til markedet.

Finansieringsrunden skal ifølge planerne være afsluttet til sommer og garanteres for halvdelens vedkommende af de nuværende ejere, oplyser Steen Klysner. Selskabet fører desuden diskussioner med nye investorer uden for Danmark.

Nordic Vaccine har i dag seks ansatte. Med finansieringen på plads regner Steen Klysner med at fordoble personalestyrken.

Sunstone Capital, DTU Innovation, Syddansk Innovation og Coloplast indskød tilsammen cirka 7,5 millioner kroner i selskabet i 2004. Blandt ejerne er endvidere grundlæggerne, deriblandt biotekveteranen Sten Verland.

Af Erik Olausson

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: