Nordic Game Jam mangedobler deltagerantallet
Computerspilkonkurrencen Nordic Game Jam arrangeres på fredag for tredje gang, og interessen er stærkt stigende. Antallet af tilmeldinger er oppe på over 150 personer, næsten fire gange så mange som ved starten i 2006.
Nordic Game Jam er en konkurrence for såvel erfarne udviklere som studerende og spilentusiaster, der gerne vil mødes og konstruere et spil i løbet af en weekend. Det handler om tekniske spørgsmål og design af nye spil, men også om at møde andre mennesker, der arbejder med spiludvikling. I år finder arrangementet sted på IT-Universitetet i København.
Arrangører er Diginet Øresund, et netværk for digital oplevelsesindustri i Øresundsregionen, samt IT-Universitetet i København og spiludviklerforeningen IGDA (International Game Developer's Association).
Af Yvonne Wikström