Øresund Entrepreneurship Academy satser på ni nye kurser i iværksætteri for studerende omkring Øresund. Blandt andet er det skov- og landskabsingeniører i København samt kunst- og kulturstuderende på Malmö högskola, der skal lære noget om at drive virksomhed.
— De ønsker viden om, hvordan man tænker økonomisk og skaber en værdi ud af det man laver, siger Kåre Moberg, projektleder hos Øresund Entrepreneurship Academy.
Blandt de nye kurser er der også et for humanister på Lunds universitet samt to rendyrkede iværksætterkurser på Malmö högskola. Håbet er, at uddannelserne skal starte op til næste år.
I alt har Øresund Entrepreneurship Academy, som blev grundlagt i 2006 og er en del af Øresundsuniversitetet, støttet 28 kurser på tolv universiteter og højere læreanstalter i Øresundsregionen. Organisationen hjælper med finansiering og kompetence ved start af nye, iværksætterrelaterede kurser. Omkring en million svenske kroner investeres i de ni nye uddannelser.
— Vi har en tradition for store virksomheder. Det, vi har brug for nu, er at styrke vores egen kreativitet, hvilket bliver vores konkurrencefordel over for eksempelvis Asiens erhvervsliv, siger Kåre Moberg.
Øresund Entrepreneurship Academy medfinansieres af Erhvervs- og byggestyrelsen, Region Hovedstaden samt Region Skåne og näringsdepartementet i Sverige.
Af Kristian Svensson