Mats Johansson, tidligere adm. dir. for det nasdaqnoterede nethandelsfirma Futurmedia, er i færd med at opstarte ventureselskabet Spintop Venture Partners i Malmö. Hidtil er 15 private investorer gået med ind, og selskabet har fået tilført kapital nok til seks investeringer à fem millioner SEK.
Spintop skal primært fokusere på teknikintensive virksomheder inden for medier og telekom i den relativt tidlige fase.
— Der skal helst være et par kunder. Men vi ønsker at komme ind som den første institutionelle investor, gerne sammen med andre, siger Mats Johansson, der de seneste år har arbejdet med investeringsvirksomhed i London og Sydsverige, blandt andet i Connect Skåne.
Han er ikke den eneste i Spintop med en lang meritliste. Blandt medstifterne er Finn Persson, tidligere adm. dir. for ventureselskabet Emano i Umeå og partner i McKinsey & Company, samt Erik Wenngren, med chefstillinger fra Parisbørsen Euronext og Danske Bank i bagagen.
Med i inderkredsen finder vi endvidere Malmöfirmaet Seavus’ adm. dir. Richard Murbeck samt den Londonbaserede investeringsbank GP Bullhound.
Mats Johansson regner nu med 3-4 investeringer om året. Spintop skal ifølge planen gå ind med omkring fem millioner SEK samt to personer som aktive bestyrelsesmedlemmer i porteføljeselskaberne.
Selv om aktiviteterne principielt ikke er begrænset til Skåne, mener han, at de fleste investeringer vil blive foretaget her.
Af Erik Olausson