På halvandet år, siden adm. dir. Stig Jørgensen tiltrådte i august 2005, er næsten hele staben i netværksorganisationen Medicon Valley Academy blevet udskiftet. Nu er turen kommet til endnu flere ændringer. På den generalforsamling, som afholdes i aften i Ørestad, planlægges valg af syv nye bestyrelsesmedlemmer samt et nyt navn til hele organisationen.
Medicon Valley Academy kan blive til Medicon Valley Alliance.
— Mange er blevet forvirrede over, at vi hedder akademi, når vi har så meget med erhvervslivet at gøre. Vi er jo snarere en alliance, en forening med et fælles mål. Hvis medlemmerne godkender navneforslaget på generalforsamlingen, skifter vi sandsynligvis navn sidst på sommeren, siger MVA’s kommunikationschef Anne Katrine Nørgaard, som tiltrådte sin stilling for fire måneder siden.
Blandt de syv personer, som foreslås til nye bestyrelsesmedlemmer er Daniel Spasic, adm. dir. for Trial Form Support, Peter Buhl Jensen, adm. dir. for TopoTarget, Peter Kurtzhals, Senior Vice President i Novo Nordisk og Ulla Wewer, dekan ved Københavns universitet. Tilsammen udgør de syv næsten halvdelen af bestyrelsen, der tæller 17 medlemmer. Formand er Per Belfrage, professor ved Lunds universitet.
Medicon Valley Academy startede i 1997 som et interreg-projekt på initiativ af universiteterne i Lund og København. To år senere blev MVA grundlagt som en medlemsorganisation, dengang med 23 medlemmer. I dag indgår over 250 virksomheder og organisationer, som betaler et medlemsgebyr til MVA, hvis størrelse er baseret på antallet af ansatte. Gebyrerne står for hovedparten af MVA’s finansiering.
Af Lisa Kirsebom