Kort sagt: Mobilbranchen vil fremover handle mere om små og mellemstore virksomheder og mindre om industrigiganter. Næsten symptomatisk afholdes telekommessen Mobile World Congress i år uden deltagelse af Nokia og LG.
Af Kristian Svensson, chefredaktør
Mobiltelefonindustrien er inde i en intensiv fase af omstrukturering. Men det pres, som finanskrisen har sat på de store producenter, er kun toppen af isbjerget.
Udviklingen går i retning af, at telefonerne i stadig højere grad sælges som en skal med grundlæggende funktioner, hvorefter man fylder op med downloadet software efter smag og behag. Endvidere har Googles åbne operativsystem Android gjort det muligt for helt nye spillere at sammensætte ikke bare økonomitelefoner, men også mere avancerede apparater, såkaldte smartphones.
Sandsynligvis vil kortet over verdens mobilproducenter blive tegnet om de kommende år. Eksperter mener, at markedet vil komme til at ligne hjemmecomputermarkedet mere og mere. Og efterspørgslen efter softwareapplikationer forventes at stige dramatisk.
I grunden er mobilmarkedet et letbevægeligt forbrugermarked. Købsadfærden styres langt hen ad vejen af mode og trends, hvilket kan være let at glemme i lange, ingeniørtunge udviklingsprojekter.
Bag væksten på applikationssiden står der forbrugere – fra unge til forretningsfolk – som udnytter deres nyvundne muligheder for at opbygge den telefon, de ønsker lige nu. Der er nemlig applikationer til alt, fra spil og musik til børskurser og livsplanlægning.
Den tilpasning og nærhed til markedet, som branchen tidligere har manglet, er faldet på plads i kraft af softwareportaler som Android Market og Apples App Store. Hurtige applikationsudviklere har fået en direkte linje til forbrugerne – og pengene.
Analysefirmaet Gartner regner med, at markedet for mobilapplikationer vil vokse til 48 milliarder svenske kroner i år. Selv om hardwaremarkedet stadig er betydeligt større, er marginalerne generelt bedre på softwaresiden. Mindre virksomheder har endvidere vist sig særligt velegnede til at snuppe en bid af kagen.
Rapidus har tidligere fortalt om danske Syntonetic, der har fået succes med en applikation til følelsesstyrede musikspillelister. Illusion Labs i Malmö har også haft stor succes med deres iPhone-spil. Netop Illusion Labs var blandt de første på App Store, men der kommer hele tiden nye frem.
Når mobilmessen Mobile World Congress åbner på mandag, afholdes der en særlig event i eventen – App Planet – hvor man diskuterer applikationer og forretningerne omkring dem. Messen ser i øvrigt ud til at holde stand som branchens tumleplads nummer et, selv om hverken LG eller Nokia udstiller på mobilsiden. (Nokia kører deres eget arrangement et stykke væk.)
Fra Øresundsregionen er interessen stor. I alt rejser femten virksomheder til Barcelona for at udstille, og mange flere tager ned bare for at være til stede. Fra Malmö er det blandt andre TAT og Mobenga, mens Lund repræsenteres af navne som Scalado og Raviteq. Blandt de danske firmaer bemærker man Vopium og BluePosition.
Samtidig vælger mange at blive hjemme, uden for rampelyset. Førnævnte Illusion Labs, Sindarin Technologies i Malmö, der beskæftiger sig med IP-baseret kommunikation til mobiler, og Cognimatics i Lund, som har udviklet applikationen FaceWarp, er nogle af dem.
Sandsynligvis bliver der heller ingen messe for en af regionens mest interessante mobilteknikvirksomheder lige nu, AlgoTrim. I deres fire års levetid har de holdt nærmest afsindig lav profil, når det gælder indgåede aftaler. Her kommer en hurtig opdatering om noget, der kan blive stort i fremtiden.
AlgoTrim fra Malmö har patenteret en teknik til hurtig komprimering og udpakning af data. Med softwaren som grundlag i en mobiltelefon kan ydeevnen øges og hukommelse frigøres. Bag virksomheden står tre tidligere Decuma-ansatte.
Allerede nu er tre af de store mobilproducenter på kundelisten. Som sædvanlig i branchen er der stort hemmelighedskræmmeri omkring deres identitet. At AlgoTrim har et interessant tilbud, kan aflæses af sidste års regnskab: indtægterne steg fra tre millioner svenske kroner til otte millioner, med god overskudsmarginal.
Tendensen til, at applikationer i stadig højere grad definerer telefonerne, indebærer yderligere muligheder for en virksomhed som AlgoTrim. Tunge applikationer sluger energi, og med ydelsesforbedrende software kan batteritiden forlænges. Det er altså ikke bare applikationsudviklere, der kan gøre gode forretninger i dag. Det er stadig muligt for mindre virksomheder, som fokuserer på grundlæggende industrielle problemer, at erobre en position på markedet.