Metro starter Øresundsmagasin – HUR og Region Skåne millionsponsorer
Aviskoncernen Metro International starter i begyndelsen af februar månedsavisen MetroØresund, som skal distribueres sammen med MetroXpress på Sjælland og Metro i Skåne. Avisen vurderes at få en rækkevidde på 614.000 læsere.
Hovedstadens udviklingsråd (HUR) og Region Skåne indskyder hver 750.000 kroner som finansiering for at skabe en ny fælles informationsplatform, som projektet beskrives i en fælles pressemeddelelse her i eftermiddag.
-- Det bliver et nyhedsmedium, som fortæller hverdagshistorier på godt og ondt. Det er vigtigt for at sikre integrationen i Øresundsregionen, så medborgerne får kendskab til livet på den anden side, siger Mads Lebech, formand for HUR.
Han ser ingen risiko for, at den redaktionelle integritet trues af sponsoratet fra offentlig side.
-- Vi blander os ikke i den redaktionelle linje, men Metro kan trække på vores viden og erfaringer under udarbejdelse af avisen.
Både HUR og Region Skåne vil dog have repræsentanter i den redaktionskomité, som skal udarbejde forslag til avisens indhold, erfarer Rapidus.
Forberedelserne er foregået under stort hemmelighedskræmmeri. En første beslutning om økonomisk støtte til MetroØresund blev truffet allerede i starten af oktober i Region Skånes udviklingsnævn, men blev mørkelagt i indkaldelsen til mødet, idet det nærmest blev beskrevet som et informationspunkt under overskriften Øresundsinformation.