Mercuri Urval tjener ikke nok på Øresunds-rekruttering – men fortsætter
Det internationale rekrutteringsfirma, Mercuri Urval, fik stor opmærksomhed, da de som de eneste i branchen for fire år siden op til broindvielsen lavede en konsulentordning på tværs af Øresund, men rekruttering af topchefer og specialister på tværs af sundet er der endnu ikke skred i.
Mercuri Urval fortsætter dog rekruttering på tværs af Øresund trods ordningens ringe afkast.
-- Det kan ikke betale sig endnu, fastslår direktøren for Mercuri Urvals danske afdeling, Mads-Ole Astrupgaard.
I godt fire år har danske og svenske konsulenter hos Mercuri Urval ellers i en dobbelt sagsbehandling medvirket i over 100 rekrutteringer af topchefer og specialister inden for især biotek, pharma og IT omkring Øresund. Ordningen opretholdes fortsat ved, at tre konsulenter fra Mercuri Urval i Malmø og tre konsulenter fra Mercuri Urval i København foruden Mads-Ole Astrupgaard selv koordinerer Øresundsrekrutteringer. Her får virksomhederne i sær med afdelinger i Skåne og på Sjælland både besøg af en svensk og en dansk konsulent.
-- Vi har endnu ikke planer om at udvide ordningen fordi markedet nu konsoliderer sig, men virksomhederne er glade for muligheden på tværs af sundet. Den giver os samtidig fleksibilitet og mulighed for organisationsudvikling. Derfor fortsætter vi. Når markedet igen går op kan vi udvide ordningen, siger Mads-Ole Astrupgaard.
Noget tyder også på, at Sverige ikke er udelukket marked for eksempelvis danske chefers jobsøgning. Rekrutteringsfirmaet Stepstone i Danmark har efter en undersøgelse udpeget Sverige som det tredje mest attraktive land at blive rekrutteret til, hvis man ikke udelukker job i udlandet. Øverst på listen er Storbritannien og USA. Men mentalt er der et stykke vej til det integrerede chefmarked over Øresund.
-- Besværlighederne afholder mange fra at søge over Øresund, men især hvis man tror den specialiserede arbejdskraft findes over Øresund, så søger man det, siger Stepstones danske direktør, Frank Schyberg.
Stepstone bruger fra København svenske konsulenter, når firmaet går ind på det svenske chefjobmarked. Også jobsøgningsportalen IT-jobbank melder om lille interesse for at udvide jobsøgningen på tværs af Øresund. Man kan ellers som firma eller jobsøgende afmærke en rubrik, hvis søgningen ønskede udvidet til hele Øresundsområdet, fortæller IT-jobbanks direktør, Rasmus Pedersen.