Softwarefirmaet Daintel, som holder til i kuvøsen 5te i København, skal nu skaffe 15 millioner kroner til ekspansion i udlandet. Især er Mellemøsten et marked, som Daintel har godt kig på. Investeringsrunden startes op i starten af det nye år.
— Pengene skal bruges til at skabe en international platform, der sætter os i stand til at sælge vores produkter i udlandet, siger Patrick Hulsen, adm. dir. og grundlægger af Daintel.
Virksomheden udvikler software til intensivafdelinger, ICU’er, og findes i dag på ni af Danmarks i alt 40 ICU’er. Daintels system er beregnet til både input og output; data fyldes på, og rapporter spyttes ud. Hovedproduktet hedder Daintel CIS, Critical Information System, og består af forskellige moduler. Det seneste modul er netop blevet lanceret under navnet EOS – ”Elektronisk Observations Skema”. Yderligere et modul, der drejer sig om medicinering, vil blive lanceret i løbet af vinteren.
Med CIS får læger og andet plejepersonale hurtigt et bedre overblik, eftersom systemet gemmer patientdata om tidligere behandlinger, medicinering og lignende.
— Tid betyder liv eller død på ICU’erne, og så kan det ikke nytte noget, at man skal lede efter informationer, siger Patrick Hulsen.
I dag har hospitalerne ofte deres egne løsninger til datahåndtering. Ikke sjældent er informationerne gemt i en database på lægens egen computer.
— Når en læge skifter job, tager han sin viden med sig. Man plejer at sige, at omkring 70 procent af erfaringerne forsvinder. Sundhedssektoren bliver nødt til at dokumentere mere, siger Patrick Hulsen.
Daintel blev startet i 2004 og har elleve medarbejdere, heraf ni programmører. Grundlæggeren Patrick Hulsen er største ejer med knap 50 procent, men også nogle business angels er indtrådt som ejere. Den første investeringsrunde gav 5,5 millioner kroner.
I januar var Daintel nomineret til Edison-prisen og endte på andenpladsen i finalen. Prisen uddeles til Danmarks mest lovende IT-startup.
Af Anders Frick