Hvorfor gøre det selv, når andre kan gøre det for dig? Det er ideen bag det nystartede firma Ambadoos webbaserede adressebog med automatisk opdatering.
— I stedet for at du skal holde styr på alle dine kontaktpersoners data, så er det tilstrækkeligt, hvis du opdaterer dine egne data, siger Petter Palander.
Han var arkitekt på ingeniør- og designkoncernen Atkins afdeling i København, før han sammen med spanieren Rafael Rebolleda startede Ambadoo lige efter nytår. Nu er udviklingen af adressebogssystemet i fuldt sving.
Hver enkelt bruger opretter sin egen profil med kontaktoplysninger, som venner og familie derefter får adgang til. En bruger, der flytter eller skifter nummer, retter selv i sin profil, hvorefter ændringerne automatisk videresendes til alle, der har adgang til profilen. Til sommer introduceres den første betaversion til nettet og iPhone.
Det er meningen, at hovedparten af systemet skal være gratis; firmaet regner i stedet med indtægter primært fra virksomheder, der ønsker udvidet service. En række kundesamarbejder af denne type er allerede i gang, oplyser Petter Palander. I øjeblikket finansieres firmaet med lån fra den svenske stats fond Almi.
Af Erik Olausson